BERTEL HAARDER BESØGTE AKADEMIET

 

 

Erhvervsakademi SydVest fik besøg af Bertel Haarder mandag d. 21. september 2009

> se billeder fra dagen

 

Ministerbesøg:
Bertel Haarder fandt The Missing Link i Esbjerg

 

Erhvervsakademierne er uddannelsessystemets missing link, og det stærkeste kort på hånden i forhold til erhvervslivets aftagere og i internationale sammenhænge. Sådan konkluderede undervisningsminister Bertel Haarder, da han besøgte EASV mandag den 21. september.

 

Mandag den 21. september lagde undervisningsminister Bertel Haarder turen forbi Erhvervsakademi SydVest i Esbjerg, hvor han gerne ville se nærmere EASVs uddannelser og projekter og møde nogle af de studerende. 

 

- Det er meget vigtigt at få fokus på erhvervskademierne, for de er stadig en af de mere ukendte dele af uddannelsessystemet, men de udfylder en meget vigtig rolle, sagde Bertel Haarder, der er meget begejstret for erhvervsakademiernes nye struktur, der trådte i kraft i januar 2009.

 

- Det er gået over al forventning,og det har været en kæmpe fornøjelse for mig at se, hvordan alle de nye erhvervsakademier, herunder SydVest, har haft rekordhøje ansøgertal i år. Det viser, at de uddannelsessøgende har fået øjnene op for den her type uddannelser, og det er meget positivt. Erhvervsakademierne er placeret lige midt mellem de praktiske erhvervsuddannelser og de teoretiske universitetsuddannelser, og bliver på den måde uddannelsessystemets missing link, der binder erhvervsliv, håndværksmæssig kunnen og kreativitet sammen med teori.

 

Undervisningsministeren blev budt velkommen med morgenmad og kaffe af rektor Henrik Larsen, bestyrelsesformand Johanne Gregersen, uddannelsescheferne Else Tvede Jensen og Søren Haarh Jensen og Videncenterleder Helene E. Pedersen, og det udviklede sig til en længere snak, hvor adskillige spændende emner blev diskuteret:

 

  • Udfordringerne med at skaffe plads til de mange studerende
  • Den store succes med at tiltrække udenlandske studerende fra hele verden
  • Planerne om en ny professionsbacheloruddannelse i innovation og entrepreneurship
  • Videncenterets arbejde med innovationsspecialet
  • De helt særlige udfordringer ved at være erhvervsakademi  i et udkantsområde

 

Særligt de mange udenlandske studerende fascinerede ministeren, og derfor var et besøg på market economist oplagt. Her mødte Bertel Haarder en klasse bestående af studerende fra Tyrkiet, Tyskland, Iran, Island, Rumænien, Brasilien, Slovakiet, USA, Kina, Canada og Danmark.

 

De studerende fortalte ministeren om forskellene på at studere i deres egne lande og i Danmark, og kunne blandt andet fortælle, at udover mere åbenhed og tilgængelighed hos underviserne og den meget diskussionsbaserede undervisning, er det sociale liv på kollegierne et hit.

 

”So you have a lot of parties I suppose?” måtte ministeren vide.

”Nooooooooooooooooooo, not at all” lød det fnisende svar i kor.

 

- Det er meget opmuntrende at møde jer og se jeres interesse for at uddanne jer i Danmark. Jeg synes, det er fantastisk, at vi har uddannelser her i landet, der er så attraktive, at folk kommer fra hele verden for at læse her, samtidig med at de betaler en stor sum penge, både for rejsen og opholdet og for undervisningen. Det er unge mennesker, der ved, hvad de vil, sagde Bertel Haarder.

Derefter gik turen videre til teknisk manager offshore, hvor Bertel Haarder hørte om de studerendes meget forskellige baggrunde som smede, elektrikere, mekanikere og studenter. 

 

- Men skal I så alle sammen ud og arbejde på boreplatforme? spurgte ministeren, og blev høfligt belært om, at man som teknisk manager offshore kan specialisere sig inden for alle typer energi, ikke bare olie og gas, men også vind, bølger, solceller og meget andet.

 

- Hm. Min offshore viden begrænser sig vist til Breaking the Waves, måtte Bertel Haarder konstatere, hvilket affødte et latterbrøl i klassen.

 

Et besøg på bygningskonstruktøruddannelsen kunne det også blive til, og igen her var det de forskellige baggrunde, der fascinerede ministeren. 

- Jeg synes, det er meget positivt at se, at der er så mange forskellige mennesker på erhvervsakademiet, og ikke mindst så mange mænd. På universitetsuddannelserne er kvinderne jo i overtal. Men her er begge køn, alle aldersklasser og vidt forskellige uddannelsesmæssige baggrunde. Overordnet føler jeg, at det giver et meget inspirerende studiemiljø, og at de studerende er meget målrettede. Det er praktiske anlagte mennesker, der gerne vil bygge teori oven på den faglige viden, de har i forvejen.

 

> artikel på uvm.dk  

Esbjerg

Sp. Kirkevej 103 | 6700 Esbjerg | Tlf + 45 7613 3200 | mail vest@Opdater venligst din browser!easv.dk

Sønderborg

Grundtvigs Allé 88 | 6400 Sønderborg | Tlf + 45 7412 4141 | mail syd@Opdater venligst din browser!easv.dk