HF brobygning cases

HF brobygning cases

Erhvervsakademi SydVest i Esbjerg og Sønderborg tilbyder brobygningsforløb for HF-elever i Syd- og Sønderjylland.

Der kan vælges mellem tre cases som bredt dækker over vores to-årige erhvervsakademiuddannelser og som giver et billede af, hvordan det er at studere på Erhvervsakademi SydVest i Esbjerg og Sønderborg.

De tre cases er:

  • Økonomi, Markedsføring og Service
  • Byggeri & Teknologi
  • IT & Medier

Der bliver arbejdet med vores cases den 8. og 9. november kl. 9.30-14.00, og forløbet styres af undervisere fra uddannelserne. I løbet af de to dage vil du få et indblik i undervisningsstilen, arbejdet med praksisnære projekter og møde studerende fra uddannelserne.

Tilmelding foregår ved at koordinerende HF-underviser sender en mail med samlet antal deltagere på de tre cases til ksr@easv.dk senest uge 39.

Vi har på EASV valgt at fokusere på én bestemt problemstilling, nemlig butiksdød og manglende aktivitet i midtbyerne. Hør mere om det i videoen herunder:

— HF Brobygningscase

Herunder kan du læse de tre projektcases, der kan vælges på EASV. Fælles for de tre cases er, at de tager udgangspunkt i det samme emne.

Vælg din case

Introduktion:

Velkommen til Økonomi, Markedsføring & Service ved Erhvervsakademi Sydvest. Vi er rigtig glade for at få mulighed for at give dig et indblik i hvad uddannelser som Markedsføringsøkonom, ServiceøkonomFinansøkonom og Finansbachelor byder på ift. til problemstillingen.

Projektbeskrivelse:

 

Tiltrækning af forbrugere i handelsgader og bymidten handler i høj grad om udvikling og trends. Selvom forbrugere i højere grad handler online, er der stadig mange som gerne vil handle i fysiske butikker i bymidten. Der er nemlig stadig er et stort behov for service, viden, og inspiration. Kunderne stiller dog større krav til butikkerne og bymidten de færdes i, da de gerne vil have oplevelser oveni indkøbsturen og oplevelsen må gerne være bæredygtig. Derfor skal vi arbejde med et begreb der hedder ”Retainment” som er en sammenskrivning af retail og entertainment. Indkøbsturen skal byde på mere end bare shopping, og det handler kort sagt om at skabe en god og interessant City-oplevelse for kunden, når de er ude at handle eller færdes i bymidten. Det er godt for kunden, men også godt for virksomhederne i byen hvis det betyder at de kan overleve på sigt.

Derfor skal vi i denne case snakke om, hvordan man i fremtiden kan få forbrugerne ned i midtbyerne og handle i butikkerne – Naturligvis med bæredygtighed for øje !

Vi vil derfor, sammen med jer, diskutere hvad der driver forbrugerne og hvordan de gerne vil underholdes, samt hvordan man som butik eller city-forening kan arbejde med dette på en økonomisk forsvarlig måde.

Alt sammen med udgangspunkt i den viden man får på uddannelserne markedsføringsøkonom, serviceøkonom og finansøkonom

Introduktion:

Velkommen til Byggeri & Teknologi ved Erhvervsakademi SydVest. Vi er rigtigt glade for at få mulighed for at give dig et indblik i, hvad uddannelser som Bygningskonstruktør og Energiteknolog i Esbjerg og Produktionsteknolog i Sønderborg byder på ift. problemstillingen.

Projektbeskrivelse:

 

Når man skal snakke fornyelse af byer og centrum er det nødvendigt at kigge på den fremtid vi står overfor og de trends der omgiver os. En af de ting er, at det hele bliver mere miljøbevidst og elektrificeret.

Hvis du vælger at følge byggeri og teknologi projektcasen vil vi netop kigge på disse forhold, og vi prøver at dele det op i to.

Først og fremmest vil vi diskutere udviklingen inden for det elektriske. Der kommer flere og flere el og hybrid biler til, og man regner med at trenden fortsætter. Derfor bør man også kigge på, hvordan man gør plads til disse elbiler i bybilledet. Det kræver ladestandere og en plan for, hvordan man tilgodeser disse i forhold til f.eks. parkering. Men der begynder også at komme flere og flere elcykler og løbehjul. Derfor vil forklare, hvordan elektriske løsninger kan hjælpe med at forbedre bybilledet.

Dertil kunne man også forestille sig at hele overdækninger eller delvis overdækning kunne være en fordel for bykerner. Storcentre blomstrer i disse år, fordi de altid er behagelige og fri for regn og slud. Men hvad hvis man tænker overdækning ind i forhold til gågader. Det vil vi også prøve at snakke om, hvor vi kort kommer ind på en diskussion om materialevalg og konstruktion.

Introduktion:

Velkommen til IT & Medier ved Erhvervsakademi Sydvest. Vi er rigtig glade for at få mulighed for at give dig et indblik i hvad uddannelser som Datamatiker og Multimediedesigner byder på ift. til problemstillingen.

Projektbeskrivelse:

Bæredygtighed er et vigtigt emne som går igen på tværs af stort set alle brancher. De fleste butikker i dag er nødt til at forholde sig til bæredygtighed. IT og medier er i høj grad medvirkende til at skabe rammerne for omstillingen af de mange computersystemer og digitale brugergrænseflader, som arbejder sammen om at understøtte bæredygtighed. Det kan være i forbindelse med at forestå selve handlen, informere om CO2 aftryk, synliggøre livscyklus af produkter, optjening af bæredygtighedspoint i butikkens mobil app, gamification, butikkens website, efterfølgende anmeldelse osv. Det audio/visuelle udtryk samt brugervenligheden i systemerne er afgørende for en god oplevelse.

Hvordan kan vi med brugen af IT og medier være med til at skabe fremtidens bæredygtige butikker?

Hvis du vælger IT og Medier projektcasen, vil vi sammen tage et nærmere kig på hvordan man grundlæggende opbygger, designer og implementerer sådanne systemer og virkemidler samt hvilke typer systemer, web/mobil applikationer og virkemidler der med fordel kan bringes i spil. Herunder tager vi også et konkret dyk ned i hvilke teknologier, vi kan anvende til dette. Det kan være både helt nye men også allerede eksisterende.