Om os Nyheder
EASV gentager succes og inviterer til virtuelt åbent hus

EASV gentager succes og inviterer til virtuelt åbent hus

18.06.2020

Ansøgningsfristen til de videregående uddannelser den 5. juli nærmer sig hastigt, og derfor byder EASV på endnu en mulighed for at høre mere om akademiet og dets mange uddannelser i Esbjerg og Sønderborg. EASV er lukket indtil efter sommerferien på grund af coronakrisen, men der er online Info Aften den 29. juni.

Det plejer at være en af årets store begivenheder, når Erhvervsakademi SydVest (EASV) inviterer til åbent hus for at vise akademiet frem og fortælle om de mange videregående uddannelser. Men ”plejer” var coronakrisens første offer, og EASV er lukket indtil 3. august. Så i stedet for dørene, slår akademiet skærmene op og inviterer interesserede studerende til Online Info Aften.

Det første virtuelle åbent hus-arrangement i maj var en succes med 65 deltagere. Mandag den 29. juni er der endnu en chance inden ansøgningsfristen den 5. juli for at høre mere om akademiets 17 forskellige videregående uddannelser som eksempelvis bygningskonstruktør, datamatiker og markedsføringsøkonom.

Flere pladser på populære EASV-uddannelser

Rektor på EASV, Henrik Larsen, ærgrer sig over, at det ikke er muligt at invitere nye studerende fysisk indenfor, men han glæder sig over, at det er lykkedes at stable et online alternativ på benene.

”Vi vil altid gerne både vise akademiet frem og fortælle om vores uddannelser. I år må vi så nøjes med det sidste, men det glæder vi os selvfølgelig også til. Ikke mindst fordi vores første online Info Aften forløb rigtig godt og med stor interesse,” siger Henrik Larsen.

Og han har for nyligt fået endnu mere at glæde sig over. Regeringens beslutning om at oprette 5000 ekstra pladser på landets videregående uddannelser for at imødekomme en forventet stigning i antallet af ansøgninger smitter nemlig også af på EASV.

 

Vi får mulighed for at oprette ekstra studiepladser på alle vores akademiuddannelser lige med undtagelse af multimediedesigner. Det betyder også, at vi kan optage flere nye studerende på nogle af vores mest populære uddannelser, f.eks. datamatikeruddannelsen i Esbjerg og finansøkonomuddannelsen i både Sønderborg og Esbjerg.

Henrik Larsen
Rektor, EASV

Tilmelding giver adgang til aftenen

Dermed er der endnu flere gode grunde til at deltage i akademiets online-event den 29. juni. Interesserede kan se hele programmet for den virtuelle Info Aften her og tilmelde sig via et link på siden. Når man tilmelder sig, får man tilsendt et link, som man skal bruge til at deltage på selve Info Aftenen.

I virkeligheden er betegnelsen Info Aften en smule misvisende i denne omgang. Arrangementet foregår nemlig fra kl. 16-17.30

Programmet består dels af oplæg fra både undervisere og studerende på erhvervsakademiets forskellige uddannelser, dels af muligheden for at stille spørgsmål til akademiets studievejledere via chatten både under og efter oplæggene. Der vil også være et oplæg fra studerende på begge EASV’s campusser i henholdsvis Esbjerg og Sønderborg omkring studielivet på akademiet.