Om os Nyheder
En praktik fyldt med positive og særlige oplevelser

En praktik fyldt med positive og særlige oplevelser

26.04.2022

Josephine Lauritzen har med egne ord følt sig ”mere end velkommen” hver dag i praktikken på det globale revisionsselskab EY’s danske hovedkontor på Frederiksberg. Hun dimitterer som finansøkonom fra EASV i Sønderborg til juni og tiltræder derefter en stilling som trainee hos sit tidligere praktiksted. Praktikken var endda så god en oplevelse, at Josephine Lauritzen har indstillet EY til Årets EASV Praktik 2022.

Selvom hun er i gang med det sidste semester af finansøkonom-uddannelsen på EASV i Sønderborg, har Josephine Lauritzen allerede bosat sig godt 300 km længere mod øst på Nørrebro i København. Hun arbejder nemlig som studentermedhjælper hos sit tidligere praktiksted på Frederiksberg, mens hun forbereder sig til de sidste eksaminer, og når de er overstået, tiltræder hun en fuldtidsstilling som trainee.

Succes i praktikken gav fast arbejde

Det hele begyndte med Josephine Lauritzens praktik på uddannelsens 3. semester. Den foregik nemlig også hos EY og var så stor en succes, at både hun og det globale revisionsfirma var enige om, at hun fremover skal være en af selskabets flere end 300.000 ansatte.

”Det var planen fra starten, at praktikken kunne blive til en fast stilling, hvis både de og jeg var tilfredse. Og det var vi heldigvis,” fortæller Josephine Lauritzen og tilføjer, at hendes medpraktikant fra Erhvervsakademi Aarhus også har fået job efter uddannelsen.

En del af virksomheden fra dag et

For Josephine Lauritzens vedkommende var praktikken en så god oplevelse, at hun har valgt at indstille EY til Årets EASV-praktik 2022.

”Lige fra jeg trådte ind, har hele mit praktikforløb været fyldt med positive og særlige oplevelser,” skriver hun i indstillingen og forklarer, hvordan hun fra første dag blev inkluderet i virksomheden på lige fod med de fastansatte kolleger, både i og uden for arbejdstiden.

De har været så inkluderende og open mindede. De har engageret sig i mig og min læring og investeret rigtig meget i mig, både fagligt og personligt.

Josephine Lauritzen
Finalist i Årets EASV Praktik 2022

Undervisning kunne bruges i praksis

I sin indstilling skriver hun også, at hun har kunnet omsætte meget mere af teorien fra undervisningen på EASV til praksis, end hun umiddelbart havde regnet med.

Jeg har været positivt overrasket over, hvor godt et fundament jeg havde fået lagt.

Josephine Lauritzen
Finalist i Årets EASV Praktik 2022

Hun nævner bl.a. undervisningen i statistik, som har understøttet hendes arbejde med analyser, og undervisningen i kommunikation, som har hjulpet hende i forbindelse med kundebesøg og skriftlig kommunikation. Også undervisningen i erhvervsøkonomi og økonomistyring havde Josephine Lauritzen god gavn af, da hun allerede som praktikant fik ansvar for revision af mindre enheder hos EY’s kunder.

Vinderen af Årets EASV Praktik 2022 bliver fundet den 28. april og skal repræsentere EASV i landsfinalen den 25. maj.