Om os Nyheder
Uddannelsen gjorde Søren klar til virkeligheden som bygningskonstruktør

Uddannelsen gjorde Søren klar til virkeligheden som bygningskonstruktør

05.10.2020

Det er hårdt at være håndværker, og selv i en ung alder kan 10 år som tømrer godt mærkes på kroppen. Derfor begyndte Søren Damgaard Jørgensen at se sig om efter andre jobmuligheder inden for byggeriet og endte med en uddannelse, og fast job, som bygningskonstruktør. Det har han ikke fortrudt.

Når kroppen begynder at gøre ondt, allerede inden man har rundet de 30 år, er det en god idé at overveje sin fremtid. Det gjorde Søren Damgaard Jørgensen. Han vidste, at han gerne fortsat ville arbejde inden for byggeriet, men arbejdet som tømrer kunne han ikke blive ved med at holde til.

“Jeg begyndte at søge efter jobmuligheder, som ikke var så fysisk hårde, men hvor jeg stadig kunne bruge min faglige baggrund som tømrer. Jeg havde allerede været sjakbajs på flere projekter, men jeg havde ikke den uddannelsesmæssige baggrund,” fortæller han.

Fra byggeplads til skolebænk

Det besluttede han sig for at gøre noget ved og søgte ind på uddannelsen som bygningskonstruktør på EASV i Esbjerg. Overgangen fra byggeplads til skolebænk var brat.

“Man skal pludselig vænne sig til at sidde stille, men når det er spændende, er det ikke det store problem,” siger Søren Damgaard Jørgensen og nævner en anden, næsten større, udfordring:
“Og så skulle jeg jo pludselig til at lave noget fysisk i min fritid. Det var ikke nødvendigt før.”

Og det var ikke kun fysikken, han skulle være ekstra opmærksom på, da begyndte på uddannelsen. Også økonomien blev udfordret, men Søren Damgaard Jørgensen understreger at selvom man har tre børn, kan det godt lade sig gøre at få det til at hænge sammen.

“Hvis bare man er villig til at leve lidt sparsomt,” som han udtrykker det. Han har været glad for uddannelsen og ikke mindst de muligheder, den har givet ham.

Bygningskonstruktør-uddannelsen er meget bred, og man kommer igennem rigtig mange ting undervejs. Til gengæld er der også tid til at komme i dybden med meget af det. Og når man kommer ud på den anden side, opdager man for alvor, hvor godt uddannelsen hænger sammen med virkeligheden. Det, man arbejder med på akademiet, kommer man også til at bruge bagefter.

Søren Damgaard Jørgensen
Bygningskonstruktør hos Arkitektfirmaet Rudolf Lolk A/S i Esbjerg
og tidligere studerende på bygningskonstruktør

Fra tegning til virkelighed

Søren Damgaard Jørgensen arbejder i dag som bygningskonstruktør ved Arkitektfirmaet Rudolf Lolk i Esbjerg. Her laver han mange forskellige opgaver lige fra skitseprojekter til udbudsprojekter og hele projekteringen på både parcelhuse og erhvervsbyggerier.

“Uddannelsen har også gjort, at jeg kan kommunikere med både arkitekter, ingeniører og andre, der er involveret i byggeprocessen. Det er med til at få projekter til at hænge bedre sammen, og jeg er med til at sikre, at det, der bliver tegnet, rent faktisk også kan bygges i virkeligheden,” siger han med et glimt i øjet.

Om uddannelsen

Bygningskonstruktør-uddannelsen er en professionsbacheloruddannelse, hvor du lærer en byggeproces at kende fra start til slut, så du bliver i stand til at planlægge og koordinere bygge- og anlægsopgaver.

Som bygningskonstruktør kan du få job hos bl.a. arkitekter, rådgivende ingeniørfirmaer og i entreprenørvirksomheder.

Læs mere om uddannelsen her.