Om os Nyheder
Finans- og bygningsuddannelser hitter hos EASV – men mindre tilbagegang i ansøgertallet

Finans- og bygningsuddannelser hitter hos EASV – men mindre tilbagegang i ansøgertallet

07.07.2025

Erhvervsakademi SydVest får lidt færre kvote 1-ansøgere i 2025 – alene som følge af nedskaleret international rekruttering. Til gengæld viser tallene høj interesse for finansuddannelserne og Bygningskonstruktør.

... vi er skabt til at matche virkelighedens behov, så vi kan få uddannet til det sultne arbejdsmarked. Og det er noget, både unge og voksne studerende sætter pris på.

Henrik Larsen
Rektor

Hos Erhvervsakademi SydVest (EASV) er årets ansøgningstal gjort op. I alt har 584 personer i år søgt en EASV-uddannelse som deres 1. prioritet, mod 663 sidste år. Det totale ansøgertal er på 1.274 i år, sammenlignet med 1.536 sidste år. Dertil kommer i alt 246 ansøgere på top up-uddannelserne.

Som forventet er der tale om et fald. Det hænger sammen med, at EASV i år har nedskaleret sin rekruttering af internationale studerende – en gruppe, der ellers udgør en væsentlig del af det samlede ansøgerantal. Faldet har derfor ingen reel betydning, da erhvervsakademiet – igen – optager det antal studerende, der er plads til inden for den fastsatte kvote.

Trods det samlede fald er der flere områder, hvor søgningen er stabil eller stigende. Det gælder både onlineuddannelserne, som gør det muligt at tage en videregående uddannelse fra hele verden, Bygningskonstruktør, der i år slår rekord med 106 1. prioritetsansøgere, samt de såkaldte top-up-uddannelser, som ikke er talt med i Den Koordinerede Tilmeldings (KOT), da de kræver en forudgående erhvervsakademiuddannelse. Finansuddannelserne er også blandt årets mest populære – både som akademiuddannelse og bachelor. Tendensen genkendes også på flere af landets øvrige erhvervsakademier.

Fleksibilitet og fremtidssikring er i højsædet

– Når det gælder finansuddannelserne, tror jeg, mange bliver tiltrukket af, at de åbner døre til stabile jobmuligheder i en branche, der konstant har brug for dygtige folk. Samtidig er der en voksende interesse for privatøkonomi og investering – og det smitter af. Flere ser finans som en vej til både faglig fordybelse og karrieresikkerhed, siger Henrik Larsen, rektor ved Erhvervsakademi SydVest.

Han tilføjer: – Vi ser også en vedvarende interesse for fleksible uddannelsesformer, der passer ind i folks liv – uanset om man bor i udlandet, har børn, job ved siden af eller bare ønsker frihed i hverdagen. Det er netop her, sådan nogle som os kan rykke hurtigt; vi er skabt til at matche virkelighedens behov, så vi kan få uddannet til det sultne arbejdsmarked. Og det er noget, både unge og voksne studerende sætter pris på.

De tekniske uddannelser er fortsat pressede

Som mange andre steder i landet oplever EASV, at især de tekniske uddannelser – med undtagelse af Bygningskonstruktør i Esbjerg og online – stadig er under pres. Ikke alle planlagte hold bliver oprettet i år, fordi der ganske enkelt mangler ansøgere.

– Erhvervslivet efterspørger teknisk arbejdskraft – men det afspejler sig desværre ikke i unges søgemønstre. Det er ærgerligt, for vi taler om uddannelser, der fører til spændende og udviklende job med høj løn, høj jobsikkerhed og stor samfundsmæssig betydning – ikke mindst i forhold til den grønne omstilling. Det er et paradoks og en udfordring, vi må løse i fællesskab og på tværs af sektoren, siger Johanne Marie Gregersen, bestyrelsesformand for EASV.

Sønderborg og Tønder: Udfordret, men med lyspunkter

Campus Tønder melder om et lavt, men forventet optag.

I Sønderborg er billedet mere blandet, selvom hybriduddannelsen Design & Business, hvor en stor del af undervisningen foregår online, trækker pænt med ansøgere.

Ledige pladser: Sådan kommer du i gang med din ansøgning

EASV modtager medio juli den endelige tilbagemeldingsliste fra KOT. På baggrund af den udarbejdes en oversigt over uddannelser med ledige pladser. Oversigten offentliggøres her på siden, og optag sker efter først-til-mølle-princippet blandt kvalificerede ansøgere.

Det er endnu for tidligt at sige præcist, hvilke uddannelser der får ledige pladser. Men du kan allerede nu begynde at forberede din ansøgning. Vi har samlet en kort guide, der hjælper dig godt i gang.

Klik på linket herunder for at læse mere.

 

 

Sådan søger du en ledig plads

Sommeroptaget 2025