Om os Nyheder
Ny uddannelse i Cybersecurity starter på EASV allerede til februar

Ny uddannelse i Cybersecurity starter på EASV allerede til februar

11.09.2025

Uddannelsen er målrettet den stigende efterspørgsel på specialister, der kan beskytte virksomheder og organisationer mod digitale trusler og sikre fremtidens IT-infrastruktur.

Erhvervsakademi SydVest (EASV) udbyder fra februar 2026 en ny og efterspurgt uddannelse i Cybersecurity.

Uddannelsen bliver udbudt på EASV’s campus i Esbjerg på Spangsbjerg Kirkevej 103.

Og du kan søge ind allerede fra oktober 2025, da der er optag denne vinter. Det giver både nye ansøgere og studerende med relevant baggrund mulighed for at starte på uddannelsen, når semesteret begynder i februar.

Cybersecurity er et område, hvor efterspørgslen på kvalificerede medarbejdere vokser eksplosivt.

Stig S. Iversen
Uddannelseschef for IT & Medier

En eftertragtet uddannelse

Stig Salskov Iversen, uddannelsechef på IT & Medier på EASV, ser frem til opstarten:

“Cybersecurity er et område, hvor efterspørgslen på kvalificerede medarbejdere vokser eksplosivt. Med denne uddannelse bidrager vi til at dække et vigtigt behov – både for de studerende, der får stærke jobmuligheder, og for virksomhederne i regionen, som har brug for kompetencerne til at beskytte deres data og forretning.”

Han tilføjer:

“Vores samfund er i konstant forandring, og den digitale udvikling løber stærkt. Nye teknologier, nye forretningsmodeller og nye trusselsbilleder opstår løbende – og det stiller nye krav til de kompetencer, arbejdsmarkedet efterspørger. Cybersecurityuddannelsen er netop svaret på den udvikling.”

Vækst og sikkerhed i regionen

Henrik Larsen, rektor på EASV, supplerer:

“Det bliver spændende at følge den første årgang på Cybersecurity. Vi ser det som en vigtig investering i fremtidens kompetencer – både for de studerende og for det lokale erhvervsliv.”

Han uddyber:

“Cybertrusler stopper aldrig ved landegrænser, og derfor er det afgørende, at vi også i vores region kan uddanne specialister på højeste niveau. For de studerende betyder det adgang til en branche i rivende udvikling, og for virksomhederne betyder det, at de får adgang til nye kompetencer, som kan være helt afgørende for deres vækst og sikkerhed.”

Mere information om uddannelsen, adgangskrav og ansøgningsfrister offentliggøres hurtigst muligt her på easv.dk.

Cybertrusler stopper aldrig ved landegrænser, og derfor er det afgørende, at vi også i vores region kan uddanne specialister på højeste niveau.

Henrik Larsen
Rektor

Tip! Få sidste nyt fra EASV direkte i indbakken.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev