Om os Nyheder
Unge talenter fra EASV hyldet med legat på 20.000 kr.

Unge talenter fra EASV hyldet med legat på 20.000 kr.

27.11.2025

E.1 Awards 2025 blev en festlig og rørende aften, hvor fremragende studerende fra hele Esbjerg blev hyldet med legater på 20.000 kr. Aftenen samlede talenter fra seks videregående uddannelsesinstitutioner i byen, og scenen var fyldt med både glæde, overraskelse og stolthed.

Awardshowet E.1 Awards den 27. november 2025 samlede studerende, undervisere og repræsentanter fra byens videregående uddannelser til en aften med taler, priser og fortællinger om studiemiljøet i Esbjerg.

Bestyrelsesformand Johanne Gregersen deltog i fejringen, og rektor Henrik Larsen holdt EASV’s tale ved arrangementet.

Aftenen bød på seks faglige priser – én til hver uddannelsesinstitution i Esbjerg – samt E.1 Trivselsprisen, der gives til studerende, som har gjort en særlig indsats for fællesskabet i studiebyen. Alle priserne er på 20.000 kroner. Derudover blev Henrik Uhd Christensen-studierejselegatet på 25.000 kroner uddelt til en studerende, der vil på studie- eller praktikophold i udlandet og samtidig repræsentere Esbjerg.

Den faglige pris gik til EASV
Stort tillykke til Jens Bassem Hanna Issa og Andreas Berthelsen fra Softwareudvikling ved Erhvervsakademi SydVest, som modtog årets faglige pris. Med anerkendelsen fulgte et legat på 20.000 kroner fra Danske Banks Fond.

Om E.1 Awards
E.1 Awards er et fælles årligt initiativ mellem Esbjergs seks videregående uddannelsesinstitutioner: Erhvervsakademi SydVest, Fredericia Maskinmesterskole, SDU Esbjerg, UC SYD, Aalborg Universitet Esbjerg og Syddansk Musikkonservatorium. Formålet er at hædre dygtige studerende på tværs af fagområder og samtidig vise den faglige bredde og kvalitet, der præger Esbjergs uddannelsesmiljø.

Aftenens legater er doneret af en række fonde og samarbejdspartnere, som gør E.1 Awards muligt år efter år:

  • Danske Banks Fond
  • Alice & Tage Sørensens Fond
  • Lida & Oskar Nielsens Fond
  • Johan Hoffmann Fonden
  • Esbjerg Fonden
  • Henning G. Kruses Fond
  • Claus Sørensens Fond

Læs Softwareudvikling i Esbjerg eller online

Bliv færdig på 1,5 år!