Med mod, nysgerrighed og en billet til L.A. tog Luna springet ud i sit praktikophold – nu venter finalen i DM i praktik for erhvervsakademier den 22. maj i København.
Luna Michelle Anguita-Mathiesen læser til markedsføringsøkonom via onlineundervisning på Erhvervsakademi SydVest (EASV) og er netop blevet kåret som vinder af Årets EASV Praktik 2025.
Den 22. maj repræsenterer hun EASV ved landsfinalen i København. Et velfortjent højdepunkt – for hvor mange studerende pakker computeren, gåpåmodet og nysgerrigheden og flytter til Hollywood for at tage praktik i en innovativ startup?
Det gjorde Luna. I tre måneder arbejdede hun hos SIPsY – en onlineplatform, der leverer drinks og tilbehør direkte til døren – midt i marketingens moderne højborg i Los Angeles.
Praktikpladsen fandt hun selv, og oplevelsen blev en kæmpe øjenåbner:
“At få lov til at lære om marketing dér, hvor det hele blev opfundet, har været helt unikt. Amerikanerne gør mange ting anderledes end os, og det var en kæmpe øjenåbner,” siger hun.
Jeg kunne bidrage med min kreative tilgang til markedsføring og hjælpe dem med at få øjnene op for, hvordan man skal tænke kulturelt, hvis man vil ramme et internationalt publikum.
Luna Michelle Anguita-MathiesenFinalist til DM i praktik for erhvervsakademier
Hos SIPsY gjorde Luna hurtigt en forskel:
“Jeg kunne bidrage med min kreative tilgang til markedsføring og hjælpe dem med at få øjnene op for, hvordan man skal tænke kulturelt, hvis man vil ramme et internationalt publikum.”
Men det var ikke kun det faglige, der satte spor. Praktikopholdet gav Luna en vigtig personlig indsigt:
“Jeg fandt ud af, at jeg er meget beskeden og grundig i min arbejdstilgang – men i USA kunne det nogle gange være lidt irrelevant,” fortæller hun ærligt. “Man tror, det er en god kvalitet, men i deres arbejdskultur handler det ofte mere om tempo og fleksibilitet. Min åbenhed og evne til at tilpasse mig var virkelig det, der gjorde forskellen.”
Tempoet i den amerikanske arbejdsverden var en udfordring i sig selv
“De arbejder mange timer – også i weekenderne – og det var prisen, jeg måtte betale. Jeg måtte acceptere, at det er sådan, kulturen er, selvom vi i Danmark vægter balancen mellem arbejde og privatliv meget højere.”
Luna håber, at hendes oplevelse kan inspirere andre studerende til at forfølge deres drømme om praktik i udlandet:
“Ingen drømme virker for store, så husk – man kan, hvad man vil. Det bliver dyrt, ja, så spar op! Men det, man får igen, er så værdifuldt, at det er hele rejsen værd,” siger Luna, der nu ser frem til at fortælle om sin praktik til DM i København:
“Det ville ikke kun være en stor personlig oplevelse for mig at vinde DM i praktik. Det ville også være min måde at vise SIPsY, hvor meget de har betydet for mig – og samtidig inspirere andre studerende til at tage springet ud i verden.”
Luna deltog online fra USA i praktikkonkurrencen – og vandt både en iPad Air og en direkte billet til landsfinalen, DM i praktik for erhvervsakademier. Den lokale dommerjury bestod af sidste års vinder Martin Hamann (yderst tv.), der er uddannet multimediedesigner og indehaver af Hamann Design, Jesper Ottosen (praktik- og karrierekonsulent på EASV) og Kasper Thorsø Larsen (yderst th.), HR Business Partner hos Rig & GSF, Semco Maritime og tidligere EASV-studerende. På billedet ses også rektor Henrik Larsen, som styrede slagets gang og modtog diplomet på Lunas vegne.
Om DM i praktik
– for erhvervsakademier
Praktik er en integreret del af alle erhvervsakademiuddannelser, og derfor hylder de danske erhvervsakademier hvert år de bedste praktikforløb til DM i praktik. Formålet er at understrege den tætte kobling mellem teori og praksis i uddannelserne.
DM i praktik 2025 afholdes i år for 10. gang.
Dommerjury:
Stine Pilegaard Jespersen, underdirektør i Dansk Erhverv
Jannik Frank Petersen, formand for Teknisk Landsforbund
Trine Bramsen, uddannelses- og forskningsordfører for Socialdemokratiet
Priser:
Hovedprisen: 10.000 kr. (sponsoreret af HK)
Gives til det bedste match mellem praktikant og virksomhed med fokus på faglig udvikling,
ansvar og personlig vækst.
Publikumsprisen: 5.000 kr. (sponsoreret af TL)
Gives til den studerende, som leverer den bedste performance på scenen med nærvær og
autenticitet.
Frontløberprisen: 5.000 kr. (sponsoreret af TL)
Gives til praktikanten, der har vist innovation, mod, handlekraft og fungerer som rollemodel for andre.
Læs om Lunas uddannelse
Markedsføringsøkonom online