Om os Nyheder
Anna var med til at gennemføre Danmarks største rockkoncert

Anna var med til at gennemføre Danmarks største rockkoncert

30.07.2020

Anna Liv Larsen fik en unik mulighed i forbindelse med sit praktikforløb på serviceøkonom-uddannelsen. Hun var i praktik hos Kultur i Syd, hvor hun var med til at planlægge og gennemføre Danmarks største rockkoncert i 2019 med Bon Jovi og Def Leppard for 25.000 tilskuere på Slagmarken i Sønderborg.

Anna Liv Larsen afsluttede i sommers serviceøkonom-uddannelsen på EASV i Sønderborg. Hun kommer med en baggrund som tjener i hotel- og restaurationsbranchen, og derfor var det vigtigt for hende at afprøve en anden gren af servicebranchen i praktikken på uddannelsens 3. semester. Det fik hun mulighed for med en praktikplads hos Kultur i Syd, som arbejder for at udbrede kendskabet til og forståelsen for kunst, musik og anden form for kultur i Syd- og Sønderjylland.

Praktikken var den fedeste oplevelse

Anna Liv Larsen startede hos Kultur i Syd, fire måneder før hendes praktikforløb officielt startede. Et par timer om ugen mødte hun ind og deltog i forberedelserne til Danmarks største rockkoncert med Bon Jovi og Def Leppard. Her havde hun bl.a. ansvaret for at skabe ekstra opmærksomhed om koncerten på de sociale medier og varetage kommunikation med koncerttilskuere og Jon Bon Jovis folk.

For Anna Liv Larsen har Bon Jovi-koncerten været en kæmpe oplevelse at være en del af.

Selve koncertdagen var det fedeste! Det var stort! Der var en helt speciel stemning og en kæmpe forventningsglæde over alt det, man har arbejdet på, bliver en realitet. Gæsterne valfartede til fra alle verdens hjørner, og sammen skabte vi en uforglemmelig og dejlig oplevelse - det er dét, det hele handler om.

Anna Liv Larsen
Dimittend, Serviceøkonom, EASV Sønderborg

Kan skabe sit eget job

Anna Liv Larsen fik efterfølgende studiejob hos Kultur i Syd, mens hun afsluttede serviceøkonom-uddannelsen. Hvad fremtiden skal byde på, er hun ikke helt sikker på endnu.

”Jeg har ikke lagt mig fast på en gren, og det er dét, jeg elsker ved serviceøkonom-uddannelsen. Den er så bred og kan bruges inden for så mange områder. Jeg kan selv skabe mit job, alt efter hvad jeg interesserer mig for,” siger hun og fortsætter:

I løbet af mit praktikforløb blev jeg endnu skarpere på, at det vigtige for mig er mennesket og at skabe gode oplevelser for mennesker, uanset om det er i koncertregi eller inden for hotel- og restauration. Kontakten til mennesker og de oplevelser vi skaber sammen, det er dét, der driver mig.

Anna Liv Larsen
Dimittend, Serviceøkonom, EASV Sønderborg

Om serviceøkonom-uddannelsen

Uddannelsen til serviceøkonom på EASV klæder dig på til at udvikle, planlægge og udføre serviceydelser og events i virksomheder, der beskæftiger sig med service og oplevelser inden for event, turisme eller hotel-og restaurationsbranchen.

Læs mere om uddannelsen og søg ind her.