Om os Nyheder
I tvivl om dit studievalg? ‘Bare spring ud i det’

Simon studerede Serviceøkonom hos EASV og fik drømmejobbet

17.05.2023

Her fortæller Månedens Dimittend, hvorfor han valgte EASV, selvom han følte sig skoletræt.

Simon Høy Rasmussen er uddannet serviceøkønom fra Erhvervsakademi SydVest. Her fortæller han om sit studie og vejen til drømmejobbet ved Billund Airport.

I virkeligheden var Simon Høy Rasmussen skoletræt, da han valgte at begynde på uddannelsen  Serviceøkonom ved Erhvervsakademi SydVest, men den overskuelige uddannelseslængde på to år – og et besøg på akademiet – var med til at overbevise ham.

– Jeg besluttede mig for, at jeg ville gi’ det et skud, husker den 27-årige dimittend, der ikke fortrød valget og endda scorede drømmejobbet lige efter sin sidste eksamen i 2021.

– På uddannelsen fik jeg en idé om, at jeg gerne ville beskæftige mig med luftfart. Da jeg blev færdig i juni, annoncerede Billund Lufthavn, at man manglede en vært, så jeg søgte jobbet – og fik det!

Hvad går jobbet ud på, og hvad betyder det for dig?

– Man skal tage imod folk og hjælpe dem med at komme godt videre – jeg er en slags guide. Jeg bruger mange af de ting om service, kommunikation og wayfinding, som jeg har lært på studiet. Det giver mig en stor glæde, at jeg får lov til at gøre en konkret forskel for andre mennesker. Jeg hjælper med at sende dem godt afsted på deres ferie eller rejse.

– Og så er det bare spændende, at jeg møder så mange forskellige mennesker! Nogle møder jeg igen og igen, nogle møder jeg aldrig igen. En rejsende, som jeg aldrig glemmer, var en ældre dame, der var uhelbredeligt syg af kræft og havde inviteret sin familie med på sin sidste ferie. At jeg kunne være med til at gøre turen lettere for hende var en ære.

Hvem har især gjort en forskel for dig, da du var i gang med din uddannelse?

–  Lektor Morten Gellert Kätow. Han var god til at se det menneskelige i os som studerende – han sørgede for at få alle med. Man skal selvfølgelig selv sørge for at følge med ved at forberede sig og læse og så videre, men Morten gjorde det lettere. Man kunne mærke, at vores læring virkelig betød noget for ham. Jeg bliver næsten helt rørt, når jeg tænker på det!

Hvad er dit bedste råd til dem, der er i tvivl om deres uddannelsesvalg?

– Bare spring ud i det! Jeg var selv lidt usikker på mit valg. Jeg havde aldrig været vildt god i skolen, men jeg opdagede, at jeg virkelig godt kunne lide undervisningen på Erhvervsakademi SydVest. Den var lige mig! Virkelighedsnær og med masser af cases.

Du kan studere Serviceøkonom i Esbjerg eller Sønderborg

Læs om uddannelsen her