Om os Nyheder
Celinas drøm førte hende 300 km vestpå til EASV

Celinas drøm førte hende 300 km vestpå til EASV

14.10.2021

Celina Pedersen har en drøm om at blive designer. For at forfølge drømmen har hun taget et stort spring og er flyttet over 300 kilometer væk fra sin familie, venner, og alt hun kender på Falster for at læse til designteknolog på EASV i Sønderborg.

Celina Pedersen er fra den lille by Væggerløse på Falster og oprindeligt uddannet salgsassistent. Hun har i flere år arbejdet hos Scandlines parfumeri i tax free-butikken om bord på færgen, som sejler mellem Gedser og Rostock. Siden hun var hel lille, har hun haft en stor interesse for tøj og design. Interessen er kun blev større med tiden og har resulteret i, at hun har fået en drøm om at blive designer.

En god mavefornemmelse

Selvom Celina Pedersen var glad i sit job som salgsassistent, fyldte drømmen om at blive designer mere og mere hos hende. Hun besluttede derfor at tage springet og forfølge drømmen. Hun søgte ind på designteknolog-uddannelsen, blev optaget og er nu flyttet over 300 kilometer vestpå, hvor hun i august startede på EASV i Sønderborg.

Efter at have talt med en studievejleder stod det klart for hende, at designteknolog-uddannelsen var den rette vej at gå. Og hvorfor det lige blev designteknolog-uddannelsen på EASV i Sønderborg, er ingen tilfældighed.

Jeg havde andre muligheder for at læse til designteknolog, som lå tættere på min hjemby. Jeg har dog valgt at studere på EASV, fordi jeg følte, at jeg bedst kunne se mig selv her. Jeg læste en masse om uddannelsen og akademiet på hjemmesiden og så videoer med studerende, som fortalte om uddannelsen. Jeg deltog også i Åbent Hus på uddannelsen, og det gav mig alt sammen en god mavefornemmelse.

Celina Pedersen
Studerende, designteknolog, EASV Sønderborg

Vil fortsætte uddannelse på EASV

Nu har Celina Pedersen studeret på EASV og boet i Sønderborg i lidt over en måned, og mavefornemmelsen er der stadig.

Indtil videre synes jeg, at både uddannelsen og byen lever op til mine forventninger. Jeg er meget glad for, at jeg turde tage springet og flytte hertil. Efter jeg er startet på uddannelsen, er jeg kun blevet bekræftet i min drøm om at blive designer. Jeg har derfor allerede besluttet, at når jeg er færdig med designteknolog-uddannelsen, så vil jeg gerne fortsætte på top-up uddannelsen Design & Business også her på EASV.

Celina Pedersen
Studerende, designteknolog, EASV Sønderborg