Om os Nyheder
EASV er et af de bedste valg, jeg nogensinde har truffet

EASV er et af de bedste valg, jeg nogensinde har truffet

11.08.2021

Da Birgitte Bork Diederichsen afsluttede sin STX-studentereksamen, vidste hun ikke, hvad hun ville. Efter lidt betænkningstid valgte hun at søge ind på markedsføringsøkonom-uddannelsen på EASV i Sønderborg. Et valg hun selv beskriver som et af de bedste, hun nogensinde har truffet.

Som så mange andre unge, der afslutter en ungdomsuddannelse, var Birgitte Bork Diederichsen i tvivl om, hvilken uddannelse hun skulle søge ind på efter gymnasiet. Betænkningstiden brugte hun bl.a. på rejser til Østrig, Bali og Thailand, indtil hendes forældre derhjemme mente, at nu var det tid til at gå i gang med noget mere seriøst.

”Mine forældre synes, jeg skulle begynde at tænke lidt mere på fremtiden og ikke kun leve i nuet. Så jeg begyndte at undersøge mine muligheder på nettet, men vidste, at jeg ville blive i Sønderborg. En stor del af min familie har en baggrund indenfor marketing, så derigennem fik jeg lidt smag for faget og valgte at søge ind på markedsføringsøkonom-uddannelsen på EASV i Sønderborg,” fortæller Birgitte Bork Diederichsen.

I dag er hun meget taknemmelig for opråbet fra sine forældre, for valget om at søge ind på markedsføringsøkonom-uddannelsen har vist sig at være et af de bedste valg, hun nogensinde har truffet.

Jeg har aldrig fortrudt, at jeg bare sprang ud i det uden at være hel sikker på, at det var lige præcis det, jeg ville. Tværtimod så havde jeg så mange gode oplevelser på markedsføringsøkonom-uddannelsen og EASV, at jeg også valgte at læse min top-up bachelor på EASV bagefter.

Birgitte Bork Diederichsen
Salgs- og marketingkoordinator hos VVS-Trading og tidligere studerende på markedsføringsøkonom

Et rigtigt godt studiemiljø

Det var især det gode studiemiljø, som var afgørende for, at Birgitte Bork Diederichsen valgte at læse videre på EASV efter markedsføringsøkonom-uddannelsen.

”Der gik ikke længe, fra vi startede på uddannelsen til, vi fik et stærkt sammenhold i vores lille klasse. På trods af det store aldersspænd, der var mellem os, havde vi en dynamik og et kammeratskab, som gjorde hver eneste dag til en god skoledag. Vi fik opbygget en række gode venskaber, som stadig holder den dag i dag,” fortæller hun.

Det er tydeligt at mærke fra første gang, du træder ind på EASV, at her er der et studiemiljø med den rette balance mellem seriøsitet og sjov. Der er fokus på koncentration og fordybelse omkring uddannelserne, men samtidig er der også plads til at have det sjovt med sine medstuderende. Det er det, der kendetegner et godt studiemiljø for mig.

Birgitte Bork Diederichsen
Salgs- og marketingkoordinator hos VVS-Trading og tidligere studerende på markedsføringsøkonom

Klædt godt på til job

Efter sin tid på EASV fik Birgitte Bork Diederichsen job som salgs- og marketingkoordinator hos grossistvirksomheden VVS-Trading i Sønderborg. Her assisterer hun virksomhedens salgskoordinator og salgschef med opdatering og vedligeholdelse af salgsmateriale, produkter og kampagner m.m. Samtidig har hun ansvaret for kontakten til kunderne og er med til at udvikle strategier for VVS-Trading for at styrke virksomhedens position på markedet. Alt sammen arbejdsopgaver, hvor hun bruger meget af den teori, hun lærte på markedsføringsøkonom-uddannelsen.

Uddannelsen har givet mig rigtig mange værktøjer, som har klædt mig godt på til mit nuværende job. Den har givet mig indsigt i mange forskellige aspekter af marketing, som jeg har gjort brug af mange gange efterfølgende. Det hænder stadigvæk, at jeg hiver nogle af mine gamle bøger frem for at søge inspiration til, hvordan vi griber en problemstilling an. Det er faktisk netop sket i forbindelse med udviklingen af vores kommunikationsstrategi.

Birgitte Bork Diederichsen
Salgs- og marketingkoordinator hos VVS-Trading og tidligere studerende på markedsføringsøkonom

Fortsat ledige pladser

Uddannelsen til markedsføringsøkonom på EASV giver dig en bred viden om en virksomheds mange arbejdsfunktioner med hovedvægt på markedsføring samt kompetencer til at udvikle virksomhedens strategi for marketing og internationalisering.

Kunne du tænke dig at starte på markedsføringsøkonom-uddannelsen, så er der fortsat ledige pladser på uddannelsen på EASV med studiestart den 30. august 2021.

Læs mere om uddannelsen og søg ind her.