Om os Nyheder
EASV ser store muligheder i nyt tech-netværk

EASV ser store muligheder i nyt tech-netværk

25.11.2019

Et nyt, ambitiøst samarbejde vil give blandt andet it-studerende på Erhvervsakademi SydVest lettere adgang til både arbejdspladser og start af egen virksomhed. Techhub Syd er et fællesskab for studerende, virksomheder, startups og investorer, der skal styrke tech-branchen i hele Syddanmark. Og netværket fik en forrygende start på EASV.

Der var stor begejstring og næsten 100 deltagere, da Erhvervsakademi SydVest i Esbjerg var vært for det første møde i Techhub Syd, et nyt netværk, der skal styrke hele den syddanske tech-branche.

Lektor Trine Falbe Larsen fra EASV, der er ansvarlig for kontorfællesskabet Student Startup i Esbjerg, ser store perspektiver i Techhub Syd, som hun har fået EASV med i.

Det er et samarbejde, vi ikke tidligere har set mage til i regionen, og vi er begejstrede for at være med, fordi vi uddanner rigtig mange studerende til it-branchen

Trine Falbe Larsen
Lektor, Erhvervsakademi SydVest

Studerende vil selv

På grund af netværkets sammensætning ser Trine Falbe Larsen også rigtig mange muligheder for de studerende, der drømmer om at starte egen virksomhed efter uddannelsen på EASV. Netværket rummer nemlig ikke kun studerende og etablerede virksomheder, men også investorer med indsigt i it-branchen, og penge til at investere.

Og investorernes mulighed for at bringe deres penge i spil bliver stadig bedre, understreger hun.

Iværksætteri bliver en mere og mere interessant karrierevej, også for vores studerende. Det skyldes dels, at entrepreneurship er et indgroet element i undervisningen på akademiet, altså det at udvikle koncepter og tænke innovation ind i forskellige processer. Og så skyldes det, at de studerende i stigende grad har ambitioner om at komme ud i verden og gøre en forskel med det samme. Det ser mange af dem større muligheder for, hvis de etablerer deres egen virksomhed, end hvis de bliver en del af noget eksisterende

Trine Falbe Larsen
Lektor, Erhvervsakademi SydVest

Virksomheder efterspørger studerendes egenskaber

Techhub Syd kommer imidlertid ikke kun til at gavne de EASV-studerende, der går med en iværksætter i maven. De elementer i undervisning, Trine Falbe Larsen nævner, er nemlig også eftertragtede i de etablerede virksomheder.

Erhvervsakademiet indgår da også i samarbejdet for blandt andet at kunne koble de it-studerende sammen med eksisterende virksomheder og startups i regionen. Trine Falbe Larsen er overbevist om, at Techhub Syd kommer til at styrke både iværksætteri og vækst i hele den syddanske it-branche.

“Jeg tror helt sikkert på, at vi kommer til at se en stigning i antallet af nye virksomheder i regionen. Det kan ikke være rigtigt at det kun kan foregå i København og Aarhus.” siger hun.

Og at dømme efter interessen for det første event i Techhub Syd har hun noget at have sin optimisme i. Med knapt 100 deltagere var der overvældende interesse for det nye samarbejde.

Initiativtageren til netværket, iværksætter Kasper B. Thomsen, kaldte det da også “en drømmestart”. Han stammer fra Esbjerg, men bor i dag i Aarhus.

“Som tech-iværksætter vil jeg gerne hjælpe unge studerende og folk, der ønsker at bygge en tech-virksomhed op fra bunden,” sagde han efter eventen på EASV til Jydske Vestkysten. Kasper B. Thomsen planlægger allerede nu flere events af samme slags i 2020.

Udover EASV er også Vækstfonden, Business Esbjerg og Innovationsfonden partnere i Techhub Syd.