Om os Nyheder
EASV studerende får job med titlen serviceøkonom

EASV studerende får job med titlen serviceøkonom

05.11.2018

I oktober gik en stor drøm i opfyldelse for 44-årige Marie-Louisa Tvede Steffensen – hun fik sit første job som nyuddannet serviceøkonom. Fire måneder forinden var Marie-Louisa dimitteret som serviceøkonom på Erhvervsakademi SydVest i Esbjerg. En stillingsbetegnelse som mange virksomheder er uvidende om hvad dækker over.

I forbindelse med sit uddannelsesforløb var Marie-Louisa tre måneder i praktik hos Tirpitz – Vardemuseernes nyeste skud på stammen. I praktikperioden arbejdede hun blandt andet med wayfinding og touch points, hvilket ligeledes var fokus i hendes praktikopgave. ”Det var mit første forsøg ud i observationsstudie og interview. Som afslutning på processen fremlagde jeg resultaterne for Vardemuseernes ledelse og relevante medarbejdere og da praktikperioden sluttede, fik jeg studiejob i Tirpitz”, fortæller Marie-Louisa.

Marie-Louisa skrev ligeledes hovedopgave om Tirpitz, hvilket førte til, at hun, efter den afsluttende eksamen, blev timeansat.

Det har siden mit første møde med Tirpitz, været et stort ønske for mig at kunne blive fastansat ved Vardemuseerne”, fortæller hun. Et ønske som gik i opfyldelse, da Marie-
Louisa i oktober blev ansat i en nyoprettet stilling som en investering i museets fremtid. ”Vardemuseerne ønsker at øge fokus på brugerundersøgelser fremover som grundlag for nye initiativer og tiltag med kunden i fokus. Heldigvis har jeg været så privilegeret, at ledelsen ønskede at gøre brug af mine evner hertil”, fortsætter hun.

Det helt rigtige job for en serviceøkonom

Marie-Louisas stilling er sammensat af flere jobfunktioner, da den både indebærer ansvaret for indsamling, analyse og afrapportering af brugerundersøgelser samt værts- og omviser opgaver. ”Kombinationen af at kunne give vores gæster en mindeværdig oplevelse i museet, og samtidigt kunne dokumentere gæsternes oplevelse igennem brugerundersøgelser er, for mig at se, et drømmejob for en serviceøkonom som mig. Jeg værdsætter alsidigheden i stillingen – det passer så fint med min medfødte nysgerrighed, mine faglige kompetencer og ikke mindst min empatiske tilgang til verden omkring mig”, siger hun.

Virksomhederne fortjener flere serviceøkonomer på lønningslisten

Det kan være en udfordring for dimittender som Marie-Louisa at finde job som uddannet serviceøkonom, fordi mange virksomheder er udvidende om, hvad en serviceøkonom er. Det kan for en virksomhed være svært at gennemskue en serviceøkonoms værdi, da service er en uhåndgribelig vare, og vanskeligt at værdisætte, hvilket er en skam, synes Marie-Louisa.

Virksomhederne fortjener flere serviceøkonomer på lønningslisten, men det kræver ofte en proaktiv tankegang fra virksomhedens side for at se potentialet i en serviceøkonom.

Marie-Louisa Tvede Steffensen
Serviceøkonom ansat hos Vardemuseerne

Marie-Louisa mener endvidere, at de bedste ambassadører for uddannelsen er hende og hendes meddimittender, og hun har da også selv gjort et ihærdigt forsøg på at øge kendskabet til serviceøkonomuddannelsen. ”Jeg kontaktede Varde Kommunes borgmester, Erik Buhl på Linkedin, fortalte kort om uddannelsen, og mine tanker omkring fremtiden som serviceøkonom i en dedikeret turismekommune som Varde. Jeg var så heldig, at han greb mit tilbud om at uddybe mit skriv til ham, og ugen efter sad jeg på hans kontor til kaffe og cremelinser”.

Marie-Louisas pep-talk til kommende dimittender som står overfor udfordringen om at finde job er: ”Tænk på HVORFOR du gør som du gør. Hvorfor uddanner du dig til ser-viceøkonom? Har du styr på motivationen, så er du godt på vej og kan differentiere dig fra andre ansøgere. Du skal ville service så meget, at du slet ikke kan lade være. Sætte dig i gæstens sted for at opnå gevinst både for virksomheden og gæsten. Ægte, personligt engagement skaber muligheder“.

Læs mere om serviceøkonomuddannelsen og hvilke jobmuligheder uddannelser giver her.