Om os Nyheder
Efterspurgte teknologer uddannes kun i Esbjerg

Efterspurgte teknologer uddannes kun i Esbjerg

07.06.2018

Erhvervsakademi SydVest i Esbjerg gemmer på en unik og hemmelig succes. Men nu skal uddannelsen driftsteknolog frem i lyset, for de studerendes viden og arbejdskraft er efterspurgt af virksomhederne. EASV tilbyder, som det eneste sted i Danmark, uddannelsen, der er et alternativ til maskinmesteruddannelsen.

Den to-årige uddannelse driftsteknolog offshore, i daglig tale bare driftsteknolog, har efterhånden eksisteret i mere end ti år, og både studerende og virksomheder ser den som et godt og erhvervsrettet alternativ til den fire-årige maskinmesteruddannelse. Alligevel er uddannelsen forholdsvis ukendt for de fleste. Og det eneste sted, der er mulighed for at tage den, er på EASV.

Smeden ville videre
For Torben Jarl Jensen blev uddannelsen et skridt i en ny retning. Den uddannede smed havde efter 10 år som værkfører, yderligere 10 år som partner i en golfbane og et års pasningsorlov til sin kræftsyge søn, der nu er rask, lyst til at gøre noget nyt.

“Jeg kiggede på maskinmesteruddannelsen. Men for det første var det i Fredericia, og for det andet tager den fire år, hvilket er lang tid. Og så skule jeg oven i købet have noget ekstra skolegang, før jeg kunne blive optaget. Det behøvede jeg ikke for at komme ind på driftsteknolog-uddannelsen, og så tager den kun to år med mulighed for at læse videre, hvis man vil,” forklarer Torben Jarl Jensen, der i dag, godt to år efter uddannelsen, arbejder som driftsoperatør ved Din Forsyning i Esbjerg.

Han har stor ros til uddannelsen, som han kalder både koncentreret og krævende. Og han er stor tilhænger af, at EASV nu vil gøre en ekstra indsats for at gøre opmærksom på uddannelsen, for det er en udfordring, at så få kender til den.

“Den er forholdsvis ukendt, og det betyder, at man skal være god til at sælge sig selv, når man skal have job bagefter. Der er ingen virksomheder, der søger en driftsteknolog i stillingsopslaget, men der er mange muligheder,” siger han.

— Mød også Dan der arbejder som Driftsteknolog

Virksomheder er imponerede
Thea Knudsen er selv uddannet maskiningeniør og gift med en maskinmester. Hun har arbejdet i offshorebranchen i 17 år og har et stort netværk blandt virksomhederne. I dag underviser hun på driftsteknolog-uddannelsen og møder stor anerkendelse, når hun bringer sine studerende og sit netværk sammen.

“Virksomhederne er virkelig imponerede over, hvad de studerende kan. Driftsteknolog er en meget bred uddannelse, der giver de studrende en masse teoretisk viden inden for både det el- og det maskintekniske. Normalt er man f.eks. uddannet mekaniker, montør eller elektriker med en forholdsvis isoleret viden inden for sit felt. Driftsteknologerne har en stor teknisk bredde i deres viden,” forklarer Thea Knudsen og fortsætter:

Forskellige baggrunde bliver til fælles læring
“Det er meget blandet, hvem der bliver optaget på uddannelsen. Nogle kommer direkte fra gymnasiet, andre kommer med årelang erfaring som håndværkere. Men på uddannelsen gør vi meget ud af, at de studerende kan drage nytte af hinandens forskellige erfaringer og viden, og derved opstår der en rigtig god synergi, som virkelig accellererer undervisningen.”

Torben Jarl Jensen understreger også, at der er masser værdi og viden i uddannelsen, selvom der er tale om et to-årigt alternativ til den fire-årige maskinmesteruddannelse. “Der er tryk på, og det er ikke for sjov,” som han udtrykker det. Thea Knudsen bekræfter, at “vi presser de studerende hårdt.”

Driftsteknolog-uddannelsen giver blandt andet jobmuligheder inden for køle-, ventilations- og energivirksomheder, der har hårdt brug for arbejdskraft og intelligente hænder. Der er også mulighed for at læse videre på den to-årige teknisk manager-uddannelse og blive professionsbachelor.

Hvis du synes driftsteknologuddannelsen lyder spændende, så læs mere her. Deadline for ansøgning til driftsteknolog er 5. juli kl. 12.00.