Om os Nyheder
Iværksættertalent på EASV

Iværksættertalent på EASV

29.09.2017

I efteråret 2017 har vi fem hårdtarbejdende iværksættertalenter i IDEA HOUSE på Erhvervsakademi Sydvest.

De studerende repræsenterer uddannelserne datamatiker og International Salg & Marketing, og har som deres praktikform valgt iværksætterpraktikken. Det betyder at de igennem 10 uger arbejder med udvikling og opbygning af egne forretningsideer, støttet af IDEA HOUSE konsulent Britta Bendix.

De studerende følger i IDEA HOUSE et stramt program, med mange forskellige aktiviteter. Indbygget i programmet er også et iværksætterkursus på 10 ECTS, som de studerende får ekstra med i bagagen. Vi afholder hvert uge et tavlemøde, hvor de studerende holdes op på deres milepælsplan og sparrer med hinanden om udfordringerne undervejs.

Britta Bendix
IDEA HOUSE Konsulent

Der arbejdes i år med to ideer der begge tager udgangspunkt i digitalisering og opbygning af apps. Virksomheden Duties arbejder med digitalisering af kommunikationen mellem forældre og børn – helt specifikt hvordan man får børn i alderen 6-12 år til at udføre hjemlige pligter på eget initiativ. Gruppen arbejder i tæt dialog med pædagoger og lærer, og har via Esbjerg Kommune fået muligheden for at lave forundersøgelser i en SFO i Bramming. I produktudviklingen har de studerende taget initiativ til et samarbejde med Multimedie Designer uddannelsen på Erhvervsakademi Sydvest, således at den designmæssige proces kan blive en del af læringsprocessen for andre studerende.

Digitalisering af restaurationers downtime
Den anden virksomhed Beat the Q arbejder med digitalisering af restaurationers downtime – altså perioder hvor der er ledige borde tilgængelig på byens spisesteder. Målgruppen er primært turister, som ved hjælp af app’en kan danne sig overblik over lokalområdets spisesteder, samtidig med at de kan opnå information omkring ledige borde og gode tilbud. Beat the Q overvejer om de skal videreudvikle ideen således, at den fremover kan servicere turisterne på langt flere af deres besøgsmål.

Dette vil give værdifuld data omkring turisten rejse i kommunen, samt sikre en bedre rejseoplevelse for den enkelte turist. Virksomheden har været i dialog med flere lokale restaurationer og næste skridt er at etablere samarbejde med Esbjerg turistbureau.  Der er løbende plads til nye iværksættertalenter i IDEA HOUSE og alle studerende som har en god ide opfordres til at tage kontakt.

Vi oplever at de studerende har mange gode ideer, især fordi de har en finger på pulsen omkring tendenser og behov i samfundet. Mange unge i dag har et ønske om at være deres egen chef, og det er IDEA HOUSE et godt springbræt til.

Britta Bendix