Om os Nyheder
Melanie fik fast job i praktik-virksomheden

Melanie fik fast job i praktik-virksomheden

21.04.2021

Melanie Holbæk Pedersen var sammen med to medstuderende i praktik hos VVS-Trading i Sønderborg. Da hun havde afsluttet Design & Business-uddannelsen på EASV vendte hun tilbage til virksomheden og et fast job med branding og marketing. Nu har hun indstillet VVS-Trading til Årets EASV Praktik 2021.

Da Melanie Holbæk Pedersen rejste sig fra eksamensbordet i januar og dimitterede fra Design & Business-uddannelsen på EASV i Sønderborg, skulle hun ikke gå særlig langt. Hun havde nemlig allerede landet en fast stilling hos Danmarks største udbyder af VVS-artikler til gør-det-selv-branchen, VVS Trading, der også ligger i Sønderborg. Og hun kendte virksomheden særdeles godt i forvejen.

”Vi var tre studerende, der arbejdede sammen i praktikken i virksomheden, og der var ét ledigt job bagefter. Det fik jeg,” siger hun med smil i stemmen.

God struktur gav plads til udvikling

Praktikopholdet var så god en oplevelse, at hun ikke alene takkede ja til jobbet, men også har indstillet VVS-Trading til Årets EASV Praktik 2021.

Det har været et suverænt praktiksted. Allerede i virksomhedens praktikopslag kunne man se, at de havde tilrettelagt et godt forløb, og vi havde nogle spændende arbejdsopgaver og fantastiske kolleger omkring os hele vejen igennem.

Melanie Holbæk Pedersen
Dimittend, Design & Business, EASV i Sønderborg

I sin indstilling af VVS-Trading til praktikprisen lægger hun blandt andet vægt på den udvikling, hun gennemgik i løbet af praktikopholdet:

”Jeg har lært at koordinere de daglige arbejdsopgaver, og jeg har udviklet mig i forhold til præsentationer, hvor jeg har lært at holde det mere kortfattet og mindre forklarende end vi gjorde på uddannelsen. Og så har jeg lært vigtigheden af at fejle,” skriver hun i indstillingen.

Brugte redskaber fra uddannelsen

Under praktikken brugte Melanie Holbæk Pedersen mange af de redskaber, hun fik med fra den første del af Design & Business-uddannelsen på EASV.

”Jeg har anvendt en lang række at de analysemodeller, der er undervist i, fra SWOT og Mindmap til situationsanalyse og PEST. Jeg har udført både field og desk research og arbejdet med branding og visuel identitet, herunder både moodboard og farvekort,” forklarer hun.

Melanie Holbæk Pedersen arbejdede sammen med sine medstuderende i praktikken med relanceringen af et VVS-Trading-brand, fortæller hun i indstillingen.

Vi har arbejdet selvstændigt størstedelen af tiden. Vi har fremlagt idéer og fund, som vi løbende har haft dialog med virksomhedens ansatte om for at få feedback på processen. Vi har også kommunikeret direkte med virksomhedens eksterne samarbejdspartnere for at udarbejde vores idéer i forhold til miljøbilleder og funktionel hjemmeside.

Melanie Holbæk Pedersen
Dimittend, Design & Business, EASV i Sønderborg

Praktikken er for længst overstået, og eksamensbeviset kom i hus i januar. Siden har Melanie Holbæk Pedersen passet sit, nu faste, arbejde hos VVS-Trading.

Vinderen af Årets EASV Praktik 2021 bliver kåret den 22. april og skal repræsentere EASV i landsfinalen den 10. maj.