Om os Nyheder
Michelle er klar til kulturen, når den åbner igen

Michelle er klar til kulturen, når den åbner igen

20.08.2021

Michelle Føns Staal blev uddannet serviceøkonom fra EASV i Esbjerg i juni 2020, mens servicebranchen led allermest under corona-krisen. Det får hende dog ikke til at fortryde sit uddannelsesvalg. Tvært imod.

Da Michelle Føns Staal valgte at søge ind på serviceøkonom-uddannelsen på EASV i Esbjerg, var det efter nøje overvejelser omkring sin fremtid.

”Jeg bryder mig ikke om at spilde tiden, så det var vigtigt for mig at vælge den rigtige uddannelse. Det skulle være en uddannelse, som en dag kunne lede mig til et arbejde, jeg elsker, og hvor jeg brænder, for det jeg laver,” fortæller hun.

I sin søgen faldt hun over serviceøkonom-uddannelsen på EASV, og den indfriede hendes forventninger til drømmeuddannelsen både fagligt og interessemæssigt.

Serviceøkonom-uddannelsen appellerede til mig og mine forhåbninger om, at jeg en dag kan få et job, hvor jeg kan være med til at skabe glæde hos andre mennesker. Derudover har uddannelsen en hel unik kombination af teori og praksis, som er ideel for mig.

Michelle Føns Staal
Tidligere studerende på serviceøkonom

En fantastisk tid på EASV

Selvom det endnu ikke er lykkedes for Michelle Føns Staal at få et fast job i servicebranchen, efter hun blev færdig i sommeren 2020, så fortryder hun ikke, at hun valgte at læse til serviceøkonom på EASV i Esbjerg.

Min tid på EASV var fantastisk. På en videregående uddannelse er det lidt atypisk, at man hører til en fast klasse og har de samme undervisere hele vejen gennem uddannelsesforløbet, ligesom man kender det fra folkeskolen og gymnasiet. Det har man på EASV, og det betyder, at man opbygger en personlig relation til sine medstuderende og undervisere, som hjælper og støtter dig gennem uddannelsen.

Michelle Føns Staal
Tidligere studerende på serviceøkonom

Hun fremhæver også studiemiljøet med en masse aktiviteter på tværs af uddannelserne, som noget af det, der gjorde tiden på EASV god. Hun vil derfor til hver en tid anbefale serviceøkonom-uddannelsen og EASV til andre.

”Jeg vil i den grad anbefale andre at studere på EASV og læse til serviceøkonom. Det har jeg faktisk allerede gjort flere gange, siden jeg selv afsluttede uddannelsen. Det gælder både serviceøkonom-uddannelsen og de mange andre uddannelser på EASV,” siger Michelle Føns Staal.

Praktik førte til job

I fremtiden drømmer Michelle Føns Staal om et job i kulturbranchen, som dog har været rigtigt hårdt ramt af nedlukninger, restriktioner og nedskæringer det seneste halvandet år pga. corona. Derfor er der ikke mange jobs at søge. Hun har dog ikke opgivet håbet og har brugt det seneste år på at udvikle sine kompetencer bl.a. i et løntilskudsjob hos Tobakken i Esbjerg.

”Under min uddannelse var jeg i praktik hos studenterhuset Huset Esbjerg, som driftsmæssigt ligger under Tobakken. Her fik jeg opbygget et netværk til medarbejderne og ledelsen på Tobakken, som efterfølgende skaffede mig et job i løntilskud,” fortæller hun og fortsætter:

På Tobakken var jeg en del af den administrative medarbejderstab, hvor jeg fik lov til at prøve kræfter med mange forskellige arbejdsopgaver og områder. Jeg har bl.a. arbejdet med etablering af Esbjergs nye kunstbiograf TobakkenBIO og udformningen af Tobakkens nyeste koncept TobakkenØVER, hvor der stilles øvelokaler til rådighed for byens musikere. Derudover har jeg også været inde og snuse til regnskabsafdelingen og fået et indblik i, hvordan et multihus og regionalt spillested fungerer rent økonomisk. Alt sammen kompetencer og erfaringer, som jeg kan tage med mig videre i et fremtidigt job.

Michelle Føns Staal
Tidligere studerende på serviceøkonom

Efter seks måneder har Michelle Føns Staal nu afsluttet sin tid hos Tobakken. Hvad fremtiden bringer, ved hun ikke endnu, men en ting er sikkert. Hun ved, at hun nok skal få sit drømmejob, når kulturbranchen igen begynder at blomstre på den anden side af corona.

Fortsat ledige pladser

Uddannelsen til serviceøkonom på EASV klæder dig på til at udvikle, planlægge og udføre serviceydelser og events i virksomheder, der beskæftiger sig med service og oplevelser inden for event, turisme eller hotel-og restaurationsbranchen.

Kunne du tænke dig at starte på serviceøkonom-uddannelsen, så er der fortsat ledige pladser på uddannelsen på EASV med studiestart den 30. august 2021.

Læs mere om uddannelsen og søg ind her.