Om os Nyheder
Det skal du vide om optagelse i kvote 2

Det skal du vide om optagelse i kvote 2

08.03.2024

Husk at ansøge inden den 15. marts kl. 12, hvis du søger om sommeroptag på en videregående uddannelse via kvote 2 på Erhvervsakademi SydVest i Esbjerg, Sønderborg, Tønder eller online.

Hvis du overvejer at søge ind på en uddannelse via kvote 2, er det afgørende at huske ansøgningsfristen. For sommeroptaget er fristen den 15. marts kl. 12. Men hvorfor er det så vigtigt at søge i kvote 2, og hvordan gør du? Læs videre her og hiv endelig fat i os, hvis du er i tvivl om noget eller vil sparre med vores uddannelseseksperter.

Hvad er kvote 2?

I kvote 2 bliver du vurderet ud fra andre kriterier end blot adgangskravene. Du kan søge i kvote 2, hvis du ikke opfylder kravene i kvote 1, eller hvis du ønsker at blive vurderet ud fra andre kvalifikationer end karaktergennemsnittet. Det gælder blandt andet:

  • Ansøgere med en gymnasial eksamen, der ønsker at blive vurderet ud fra andre kriterier end karaktergennemsnittet
  • Ansøgere med andre adgangsgrundlag end en gymnasial eksamen, såsom en erhvervsuddannelse
  • Ansøgere med en udenlandsk eksamen, der ikke kan omregnes til den danske karakterskala

Hvordan søger jeg i kvote 2?

Når du søger i kvote 2, skal du stadig opfylde de specifikke adgangskrav til den ønskede uddannelse. Disse krav kan du finde på EASV.dk under de enkelte uddannelsesbeskrivelser. Du skal udfylde din digitale ansøgning med alle de aktiviteter, som du ønsker medtaget i kvote 2-vurderingen. Dokumentation for både din adgangsgivende uddannelse og for alle dine øvrige aktiviteter skal uploades og medsendes som bilag.

Skal jeg sende en motiveret ansøgning?

Når du søger via kvote 2, anbefales det, at du sender en motiveret ansøgning sammen med selve ansøgningen på højst én A4-side. Der er ikke nogen færdig skabelon for, hvordan en motiveret ansøgning skal være. Det er en personlig redegørelse.

Husk at:

  • opfylde de specifikke adgangskrav for den ønskede uddannelse
  • prioritere dine ansøgninger, da du kun får ét svar på din ansøgning
  • sørge for at ansøge inden den 15. marts kl. 12 via ansøgningslinks her på EASV.dk

Behov for hjælp?

Har du brug for hjælp, så tøv ikke med at kontakte vores studievejledning på følgende informationer:

Videregående uddannelser i Esbjerg, Tønder og online: Ring på +45 4199 1299 eller send en mail til studievejledning-vest@easv.dk

Videregående uddannelser i Sønderborg: Ring på +45 4199 1200 eller send en mail til studievejledning-syd@easv.dk


Har du flere spørgsmål til din kvote 2-ansøgning?

Du kan måske finde svaret under sektionen Optagelsesinformation & Ofte stillede spørgsmål her på EASV.dk. Du kan også kontakte optagelsesteamet på +45 4199 1299 eller optag@easv.dk.

Optagelsesinformation & Ofte stillede spørgsmål

Få mere information her