Om os Nyheder
Populære uddannelser får mange til at søge EASV

Populære uddannelser får mange til at søge EASV

06.07.2021

Hverken corona eller onlineundervisning har skræmt studerende fra at søge om optagelse på EASV's videregående uddannelser. Akademiet med campus i Esbjerg og Sønderborg har fået lige så mange kvote 1-ansøgninger som sidste år og opretter som noget helt nyt blandt andet tre rene online-uddannelser på fuld tid.

Selv et mildt sagt mærkeligt studieår har ikke taget lysten fra nye kvote 1-ansøgere til EASV’s videregående uddannelser. Da fristen udløb mandag kl. 12, kunne akademiet konstatere, at helt nøjagtigt 1 mere end sidste år havde søgt om optagelse på uddannelserne i Esbjerg og Sønderborg. Og der tegner sig et vist mønster i ansøgningerne.

Alt udsolgt på populære it-uddannelser

”Det ser ud til, at de uddannelser, der i forvejen er populære, bliver endnu mere populære,” siger rektor Henrik Larsen med særlig henvisning til it-uddannelserne Datamatiker og Multimediedesigner. Her må EASV i år afvise 25-30 pct. af ansøgerne i Esbjerg, fordi uddannelserne er dimensioneret, som det hedder.

”Det betyder ganske enkelt, at Uddannelses- og Forskningsministeriet har sat et loft for, hvor mange studerende vi må optage, fordi man skønner, at der ikke er beskæftigelse til alle dem, der gerne vil tage uddannelserne,” forklarer Henrik Larsen.

Han tilføjer, at det kan undre i en tid, hvor it-branchen ellers skriger på kvalificeret arbejdskraft. I Sønderborg er der stadig få ledige pladser på uddannelsen til multimediedesigner.

Nye online- og hybrid-uddannelser

Mens ansøgertal og mønstret i ansøgningerne ligner sidste år til forveksling, sker der dog også noget helt nyt på EASV til næste år. Akademiet har for første gang udbudt en række fuldtidsuddannelser som rene online-hold, og tre af de hold bliver oprettet efter sommerferien. Det drejer sig om Markedsføringsøkonom, Softwareudvikling og Driftsteknolog.

Samtidig forsøger man sig med en hybrid mellem online- og fysisk undervisning på andre af uddannelserne.

Vores gode erfaringer med onlineundervisning under coronaen gør, at vi vælger at oprette fælles hold på nogle af de uddannelser, hvor der egentlig ikke har været ansøgere nok i hverken Esbjerg eller Sønderborg. Vi slår simpelthen ansøgerne fra de to byer sammen og gør en del af undervisningen digital. Dermed kan vi bevare det brede udbud af uddannelser i både Esbjerg og Sønderborg.

Henrik Larsen
Rektor, EASV

Den eneste uddannelse, der ikke bliver oprettet i det kommende studieår, er uddannelsen til El-installatør i Esbjerg, der kun fik fire ansøgere i år. Henrik Larsen tror, det skyldes, at mange af de potentielle ansøgere allerede er i job som elektrikere i en travl branche, hvor de oven i købet tjener godt.