Om os Nyheder
Praktik gav Izabela fast job og retning på karrieren

Praktik gav Izabela fast job og retning på karrieren

22.04.2022

I januar blev Izabela Plichta færdig med uddannelsen som datamatiker på EASV i Sønderborg. Fremtiden havde hun dog allerede styr på før eksamen. Et succesfuldt praktikophold hos virksomheden Consortio IT gav hende vished for, at hun havde valgt den rigtige karriere, og samtidig fik hun tilbudt fast job efter uddannelsen. Nu har Izabela Plichta indstillet Consortio IT til Årets EASV Praktik 2022.

Med selvstændige opgaver fra første dag og løbende opfølgning på, hvor og hvordan virksomheden kunne hjælpe hende med at udvikle sig og blive endnu bedre, var Izabela Plichtas praktik hos Sønderborgvirksomheden Consortio IT en succes fra start til slut.

”Selvom jeg både var praktikant og eneste kvinde i virksomheden, var jeg ligestillet med de andre medarbejdere fra første dag. Jeg fik mine egne opgaver og masser af ansvar,” fortæller hun.

Ansvar og tryghed

Men Izabela Plichta blev ikke bare kastet ud på dybt vand helt alene.

Med det selvstændige ansvar fulgte også en sikkerhed for, at der altid var hjælp at hente, når jeg havde brug for det. Desuden havde vi samtaler hver eller hver anden uge, hvor vi talte om, hvordan virksomheden kunne hjælpe mig med at udvikle mig yderligere.

Izabela Plichta
Finalist i Årets EASV Praktik 2022

I sin indstilling fremhæver Izabela Plichta blandt andet, at hun er blevet langt bedre til præsentationer og til at samarbejde med andre softwareudviklere. I løbet af sin praktikperiode udviklede hun to forskellige applikationer. Den ene var til internt brug i virksomheden, den anden blev solgt til en kunde.

”I det projekt havde jeg selv ansvaret for kontakten til kunden og for at præsentere dem for prototypen, få deres feedback og implementere rettelserne,” skriver hun.

Jeg voksede virkelig

Selvom Consortio IT benytter sig af andre programmeringssprog, end Izabela Plichta havde lært i undervisningen på EASV, kunne hun alligevel bruge teorien fra uddannelsen som fundament, forklarer hun i sin indstilling.

Og praktikken var ikke alene med til at styrke Izabela Plichta tekniske færdigheder. Den var på rigtig mange måder en positiv oplevelse.

Jeg voksede virkelig i løbet af praktikken og udviklede mig både fagligt, sprogligt og personligt.

Izabela Plichta
Finalist i Årets EASV Praktik 2022

Stor frihed, masser af ansvar og en rigtig god kollegial atmosfære var alt sammen med til at rydde Izabela Plichtas tvivl om en karriere i IT-branchen af vejen. Efter praktikperioden skrev hun også sit speciale på datamatiker-uddannelsen i samarbejde med Consortio IT, og før blækket på hendes eksamensbevis var tørt, blev det vekslet til en ansættelseskontrakt. Dermed kunne hun blive boende i Sønderborg, hvor hun også har taget uddannelsen.

Vinderen af Årets EASV Praktik 2022 bliver fundet den 28. april og skal repræsentere EASV i landsfinalen den 25. maj.