Om os Nyheder
Praktikanter inspirerer og udfordrer Danfoss

Praktikanter inspirerer og udfordrer Danfoss

23.05.2019

Pernille Schultz og Danfoss skal repræsentere Erhvervsakademi SydVest, når alle landets erhvervsakademier kårer Danmarks bedste praktikophold på Børsen den 28. maj. Vi har spurgt Pernille Schultz’ chef under praktikopholdet, Head of Leadership Communication, Jesper Løv, hvorfor praktikanter er vigtige for virksomheder som Danfoss.

Gode praktikophold er afgørende for, at de studerende på EASV får det optimale ud af deres uddannelse, og erhvervsakademiet markedsfører sig da også med at være tættere på erhvervslivet.

Praktikanter er talenter med ny viden
Men det er ikke kun akademiet og de studerende, der nyder godt af praktikopholdene. Det gør virksomheder som Danfoss i høj grad også, fortæller Jesper Løv. Han er chef for afdelingen Group Storytelling & Leadership Communication i Danfoss, hvor Pernille Schultz var i praktik under uddannelsen til markedsføringsøkonom.

“Stærke teams er kendetegnet ved forskellighed. Praktikanter er med til at give vores teams nye perspektiver, og de bringer ny viden med sig, som kan være med til at inspirere resten af teamet. Samtidig er det også med til at skabe en pipeline af talenter, som vi får skabt en god relation til, og derfor finder mange praktikanter et job i Danfoss efter endt uddannelse,” fortæller Jesper Løv.

Praktikanten har imponeret chefen
Pernille Schultz bidrog i høj grad til teamet, og til Danfoss, under sin praktik, hvor hun havde ansvaret for to store kommunikationsprojekter. Det ene skal ud at leve blandt Danfoss-medarbejdere i hele verden.

“Pernille har været en stærk drivkraft i udviklingen og eksekveringen af et kommunikationskoncept, der skal få Danfoss’ værdisæt ind under huden på samtlige 27.000 medarbejdere på tværs af landegrænser, kulturer og jobtitler. Konceptet bliver i løbet af foråret udrullet globalt i Danfoss-koncernen. Det er jeg ret imponeret af, og derfor synes jeg, at hun har bidraget med en del mere, end jeg normalt ville forvente af en praktikant,” siger Jesper Løv.

Han understreger, at afdelingen i Danfoss også fremover kommer til at bruge praktikanter. Både for at sikre dynamik og for at spotte nye talenter til virksomheden.
“De er en vigtig del af at skabe et miljø, hvor vi i kraft af vores forskellighed kan inspirere og udfordre hinanden til at levere de bedste resultater,” siger han.

Praktikanter er med til at give vores teams nye perspektiver, og de bringer ny viden med sig, som kan være med til at inspirere resten af teamet. Samtidig er det også med til at skabe en pipeline af talenter, som vi får skabt en god relation til, og derfor finder mange praktikanter et job i Danfoss efter endt uddannelse

Jesper Løv
Head of Group Storytelling & Leadership Communication, Danfoss

God praktik er et fælles ansvar
Jesper Løv mener, at et succesfuldt praktikforløb i høj grad er et fælles ansvar. Det kræver motiverede praktikanter og en velforberedt virksomhed:
“Langt de fleste praktikanter er godt rustet og går til opgaverne med stor motivation. For mig at se handler det primært om, at vi som praktiksted er klar til at modtage praktikanten og ved, hvad vi vil have vedkommende til at arbejde med. Hvis det er på plads, giver det også praktikanten de bedste forudsætninger for både at bidrage og at lære noget.”

Pernille Schultz indstillede Danfoss til Årets EASV-praktik, blev nomineret og vandt den lokale finale. Nu skal hun så konkurrere med de tilsvarende vindere fra landets øvrige erhvervsakademier.

Fakta
Pernille Schultz og Danfoss er oppe imod vinderne af Årets Praktik fra syv andre erhvervsakademier ved finalen i Årets Erhvervsakademipraktik. Finalen afholdes på Børsen den 28. maj, og udover Årets Erhvervsakademipraktik skal juryen også uddele Publikumsprisen for den bedste præsentation af et praktiksted samt Juryens Specialpris til den virksomhed, der har givet en studerende et ekstra godt praktikforløb. I juryen sidder blandt andre direktøren for Dansk Erhverv, Brian Mikkelsen og koncerndirektør for Freeway, Mia Wagner, der også er kendt fra “Løvens Hule” på DR1.