Om os Nyheder
Sønderborgs første finansøkonom har allerede job

Sønderborgs første finansøkonom har allerede job

14.06.2017

Det giver lidt mere ro i maven, når det faste job er i hus før eksamensbeviset. Onsdag afsluttede Mie Bierbaum som den første nogensinde finansøkonom-uddannelsen på Erhvervsakademi SydVest (EASV) i Sønderborg. Hun gik ind til den afsluttende eksamen med visheden om, at hun til august begynder som trainee hos Nordea. For Mie Bierbaum og hendes arbejdsgiver er det afgørende, at EASV tilbyder uddannelsen i Sønderborg

Det var på alle måder en solstrålehistorie, da Mie Bierbaum onsdag afsluttede sin uddannelse, Ikke alene blev hun dermed den første finansøkonom, der er uddannet på EASV i Sønderborg. Hun er også allerede sikret fast job i én af de virksomheder, der normalt kæmper en hård kamp for at tiltrække medarbejdere som hende til området.

Stor betydning for erhvervslivet
Det er Nordea, der både har været Mie Bierbaums praktiksted under uddannelsen og nu bliver hendes arbejdsplads som færdiguddannet. Det glæder filialdirektør i Sønderborg, Søren Frilund:

“Det har en kæmpebetydning for os og for områdets erhvervsliv generelt, at EASV har base i Sønderborg. Det gør, at mange af de unge, som bor i det syd- og sønderjyske kan få både uddannelse, praktikplads og job, uden at de behøver at flytte væk fra området. Dermed hjælper det også virksomhederne, der traditionelt har udfordringer med at tiltrække nyuddannet arbejdskraft til vores del af Danmark,” siger filialdirektøren.

Geografien var afgørende
For Mie Bierbaum var geografien også afgørende. Hun er født og opvokset i Rinkenæs og har nu selv to børn, så hun vil blive i Sønderjylland. Samtidig vil hun gerne arbejde i bankverdenen.

“Men jeg havde egentlig droppet idéen, fordi jeg skulle helt til Kolding for at tage uddannelsen. Derfor passede det mig perfekt, da det blev muligt at tage den på EASV i Sønderborg,” siger hun.

Mie Bierbaum fremhæver det tætte samspil med underviserne og med det lokale erhvervsliv som de helt store styrker ved uddannelsen.

“Der har været en stor interesse i uddannelsen og i os som studerende, især fra banker og sparekasser. Det har været megaspændende både at deltage i de mange arrangementer rundt i området, og at virksomhederne ofte er kommet til os på EASV,” fortæller hun.

Samspil mellem EASV og erhvervslivet
For Søren Frilund er det helt naturligt, at Nordea som lokal virksomhed engagerer sig i en uddannelsesinstitution som EASV, og han glæder sig over, at engagementet er gensidigt.

Det er dejligt at mærke, at EASV virkelig ønsker at bidrage til udviklingen af vores område, og at man ønsker at gøre det i samspil med erhvervslivet. Det giver mening både for EASV og for os, og derfor gør vi også gerne en ekstra indsats i Nordea for at styrke samspillet mellem uddannelse og erhvervsliv. Vi vil f.eks. hellere opnormere antallet af medarbejdere, hvis det overhovedet er muligt, end vi vil se unge mennesker, der både kan og ønsker at være hos os, flytte væk fra området for at få uddannelse, praktik og job.

Søren Frilund
Filialdirektør Nordea

EASV vil være tættere på
Erhvervsakademi Sydvest har netop som sin erklærede ambition at “skabe menneskelig, erhvervsmæssig og samfundsmæssig vækst ved at være tættere på.” Derfor glæder Mie Bierbaums og Nordeas historie også rektor Henrik Larsen:

“Historien her bekræfter os i, at vi gør det rigtige. Nemlig at udvikle uddannelser, der er med til at styrke både den menneskelige og erhvervsmæssige vækst i Syd- og Sønderjylland, og det er fantastisk at se, når det lykkes,” siger Henrik Larsen.

Fakta

  • Uddannelsen til finansøkonom varer to år, herefter vil den studerende typisk blive ansat i pengeinstitutter, hos forsikringsselskaber eller som ejendomsmæglere
  • Erhvervsakademi SydVest i Sønderborg udbyder følgende uddannelser: byggekoordinator,datamatiker, designteknolog, finansøkonom, markedsføringsøkonom, multimediedesigner, produktionsteknolog, design & business, samt serviceøkonom fra august 2017
  • Der er ansøgningsfrist til alle uddannelser den 5. juli kl. 12.00
  • Erhvervsakademi SydVest udbyder derudover en lang række efteruddannelser i Sønderborg