Om os Nyheder
Start Up Alsion indviet

Start Up Alsion indviet

26.03.2018

Start Up Alsion er et nyt innovationsmiljø, der sigter mod at styrke entreprenante studerendes kompetencer samt muligheder for at mødes, idéudvikle og samarbejde på tværs af uddannelsesretninger.

Start Up Alsion blev indviet torsdag eftermiddag og er ét af de initiativer, som i fremtiden skal sætte skub i iværksætteriet i Sønderborg Kommune.

Bag de nye innovations- og inkubationsfaciliteter står Erhvervsakademi SydVest, SDU, Sønderborg Vækstråd og Sønderborg Iværksætterservice.

Rektor på Erhvervsakademi SydVest Henrik Larsen håber, at det nye initiativ kan lægge kimen til nye virksomheder, som på sigt kan vokse sig lige så store som de lokale, erhvervsmæssige fyrtårne, Danfoss og Linak.

Jeg håber, at vi om fem til syv år har en ny Mads Clausen. Det kan godt være, at det lyder ambitiøst, og I må gerne grine af, at jeg sigter højt og på Danfoss- og Linak-niveau. I går så jeg imidlertid en liste over de ti største, globale virksomheder i 2006 – kun tre af dem figurerede på selvsamme liste i 2016. Det vil sige, at der er kommet syv nye virksomheder til.

Henrik Larsen
Rektor, Erhvervsakademi SydVest

De nye innovations- og inkubationsfaciliteter er allerede taget i brug af studerende, som arbejder på at omsætte et semesterprojekt til en reel virksomhed.