Om os Nyheder
Tillmann har fået selvtillid efter praktikforløb hos kendt modedesigner

Tillmann har fået selvtillid efter praktikforløb hos kendt modedesigner

28.04.2021

Inden Tillmann Hansen kom i praktik, var han usikker på, hvad han havde at tilbyde en virksomhed. Det er han ikke mere. Praktikforløbet bød nemlig på mange opgaver og et stort ansvar, som givet ham masser af selvtillid og gå-på-mod til en fremtidig karriere i modebranchen.

Tillmann Hansen, som læser til designteknolog på EASV i Sønderborg, havde et klart formål med sit praktikforløb. Han ville finde en praktikplads, som kunne give ham erfaring på CV’et.

Jeg ville gerne have noget erfaring og navne fra kendte modebrands til mit CV. Jeg gik efter en virksomhed, som ikke alle har på deres CV. Modeindustrien er en hård branche, og det gælder derfor om at skille sig ud fra mængden.

Tillmann Hansen
Studerende, designteknolog-uddannelsen, EASV Sønderborg

Han var dog meget i tvivl om, hvad en designteknolog-studerende som ham fra EASV i Sønderborg havde at tilbyde og var meget nevøs for, hvad en modevirksomhed ville forvente af ham. Derfor havde han heller ikke turdet håbe på, at han ville få en praktikplads hos et stort modefirma.

”Jeg søgte bredt og sendte ansøgninger til alle de større modebrands, jeg kendte. Jeg havde dog ingen forhåbninger om rent faktisk at få en praktikplads hos et af dem. Men mod alle forventninger sagde min førsteprioritet, modedesigner Marina Hoermanseder, ja til at tage mig i praktik i deres studie i Berlin,” fortæller han.

Har fået tro på egne evner

Praktikvirksomheden gav ham hurtig en masse opgaver og ansvar. Praktikken har været en virkelig god oplevelse for Tillmann, og det har betydet, at han nu har fundet sine styrker og har fået tro på egne evner.

Det tog ikke lang tid, inden jeg følte mig som en del af virksomheden. Jeg fik mange opgaver og meget ansvar ligesom alle ansatte i virksomheden. Det var lidt overvældende i starten, men det betød også, at jeg hurtigt fandt ud af, at selvom jeg ikke kommer fra nogen stor designskole som de øvrige praktikanter der var i virksomheden samtidig med mig, så kunne jeg faktisk byde ind med noget, som de ikke kunne.

Tillmann Hansen
Studerende, designteknolog-uddannelsen, EASV Sønderborg

”Under min praktik var jeg med til at udvikle to kollektioner, hvor jeg havde ansvaret for teknisk forarbejdning og kollektionsopbygning. Det indebar en del pres og mange ekstra timer til mig, men det var det hele værd for, hvornår får man lige chancen for at være med til at forme en hel kollektion, som rent faktisk bliver sat i produktion?,” fortæller han.

En uforglemmelig oplevelse

Nu er Tillmann Hansens praktikforløb hos modedesigner Marina Hoermanseder slut, og han er i gang med sin afsluttende hovedopgave. Når han dimitterer fra designteknolog-uddannelsen til sommer, vil Tillmann Hansen gerne læse videre, så han kan blive klædt endnu bedre på til en fremtidig karriere i modebranchen. En ting er dog sikkert. Han vil aldrig glemme de oplevelser og erfaringer, som praktikforløbet på designteknolog-uddannelsen har givet ham.

Jeg var overbevist om, at jeg ikke kunne noget som helst, før jeg kom i praktik. Nu har jeg afsluttet mit praktikforløb hos et brand, som jeg før kun kendte fra catwalks, og så har jeg endda været med til at forme deres næste kollektioner.

Tillmann Hansen
Studerende, designteknolog-uddannelsen, EASV Sønderborg

Om uddannelsen

Designteknolog-uddannelsen giver dig indsigt i hele designprocessen lige fra idé og tegning til distribution og markedsføring inden for tøj- og tekstilindustrien. I et fremtidig job vil du kunne arbejde med den overordnede designproces eller et af leddene som fx designer, indkøber eller trendspotter.

Læs mere om uddannelsen her.