Om os Nyheder
Udenlandske EASV-studerende er eneste ansatte i
IT-virksomhed

Udenlandske EASV-studerende er eneste ansatte i
IT-virksomhed

10.02.2021

IT-iværksætter Jakob Grumsen har stor gavn af de internationale studerende på EASVs IT-uddannelser. Faktisk er de foreløbig eneste to ansatte i hans virksomhed EASV-studerende fra henholdsvis Polen og Portugal, og de får begge tilbudt fast arbejde, når de er færdige med deres uddannelser.

Der er rift om de dygtige medarbejdere i it-branchen, og derfor er virksomheder som Grumsen Development i Esbjerg afhængige af, at der hele tiden bliver uddannet kvalificeret arbejdskraft på området.

International studerende er vigtige for virksomhederne

Indehaver Jakob Grumsen har en EASV-studerende fra Polen og en fra Portugal ansat i studiejob, og planen er at tilbyde dem begge fast arbejde, når de er færdiguddannede softwareudviklere.

Det er svært at finde medarbejdere, der både er kvalificerede og motiverede. Jeg er i udgangspunktet fuldstændig ligeglad med, om mine praktikanter og medarbejdere er danske eller udenlandske, men jeg må sige, at de internationale studerende er meget villige til både at lære og til at gøre en ekstra indsats.

Jakob Grumsen
Indehaver af Grumsen Development

Han håber, at EASV, hvor han i øvrigt også selv er uddannet, også i fremtiden kan optage mange internationale studerende.

“Jeg synes egentlig, optaget på EASVs IT-uddannelser er forholdsvis højt, men det er også nødvendigt for os som virksomheder. Der er brug for mange nye medarbejdere, og der er også brug for nogle kvalificerede at vælge imellem,” siger han.

EASV-rektor: Vi har brug for de internationale studerende

Rektor på EASV, Henrik Larsen, er, ikke overraskende, enig med Jakob Grumsen:

“Vores fornemste opgave som erhvervsakademi er til enhver tid at uddanne og efteruddanne den arbejdskraft, som virksomhederne i vores del af Danmark har brug for. Vores internationale studerende spiller en vigtig rolle i leve op til den målsætning, fordi rigtig mange af dem vælger at blive i Danmark for at arbejde, når de er færdige med deres uddannelse hos os. Det siger alt om, at virksomhederne har brug for dem,” konstaterer Henrik Larsen.

Og EASV har også brug for det, de internationale studerende tilfører os som uddannelsesinstitution i form af ny inspiration og et internationalt miljø. Det gavner også vores danske studerende. Mange af dem bliver jo ansat i internationale virksomheder i Danmark eller rejser ud i verden for at arbejde bagefter.

Henrik Larsen
Rektor på EASV

Hos Grumsen Development håber Jakob Grumsen at konvertere sine to internationale studieansatte til fuldtidsansatte. Og selvom han ikke umiddelbart har planer om yderligere udvidelser af medarbejderstaben, ser han gerne fortsat mange internationale studerende på EASV:

“Jeg tager også gerne studerende ind i praktik, og her er det heller ikke vigtigt, om de er danske eller udenlandske. Men det er selvfølgelig en god måde at prøve folk af på og se, om de kunne være fremtidige medarbejdere,” siger han.