Esbjergensisk engagement i Europas første MBA-uddannelse dedikeret til havvindindustrien.
Erhvervsakademi SydVest (EASV) og Hochschule Bremerhaven er stolte over at samarbejde med ESVAGT om en spændende eksamensopgave til studerende på Offshore Wind Energy MBA (OWEMBA), der er Europas første MBA-uddannelse dedikeret til havvindindustrien.
Casen, formuleret af ESVAGT, har fokuseret på at vurdere forretningspotentialet og mulighederne på havvindmarkederne i Taiwan, Korea og Japan. De studerende blev bedt om at beskrive relevante aktører, pipelines, tidslinjer, partnerskabsmuligheder og meget mere.
– Fokus på virkelige problemstillinger og udfordringer fra store aktører i vindindustrien gør opgaverne mere interessante for de studerende. Samtidig giver det vores samarbejdspartnere mulighed for at modtage omfattende rapporter, som de kan bruge til videre arbejde, udtaler Flemming Østergaard, udviklingschef i Erhvervsakademi SydVest.
I forbindelse med opgaven fik de studerende også en eksklusiv rundvisning og introduktion til ‘Esvagt Faraday’, der til dagligt fungerer som Service Operations Vessel (SOV) i Butendiek Windfarm.
Fokus på virkelige problemstillinger og udfordringer fra store aktører i vindindustrien gør opgaverne mere interessante for de studerende.
Flemming ØstergaardUdviklingschef, EASV
Betydningen af stærke partnerskaber med erhvervslivet
Samarbejdet mellem Erhvervsakademi SydVest, Hochschule Bremerhaven og ESVAGT understreger betydningen af stærke partnerskaber mellem uddannelsesinstitutioner og industrien.
Det sikrer, at MBA-studerende får hands-on erfaring og mulighed for at anvende deres viden i praksis, samtidig med at virksomhederne får nye perspektiver og løsninger til deres aktuelle udfordringer.
– Som markedsleder inden for havvindindustrien har vi et medansvar for at kompetenceudvikle kolleger fra den vedvarende energisektor og samtidig en stor interesse i at stille os til rådighed som case, slutter Ib Hansen, Head of Business Development i ESVAGT.
Læs mere om uddannelsen:
Offshore Wind Energy MBA