Om os Nyheder
EASV vinder national undervisningspris – igen

EASV vinder national undervisningspris – igen

24.09.2025

Erhvervsakademi SydVest (EASV) har for anden gang vundet Uddannelses- og Forskningsministeriets prestigefyldte Undervisningspris. EASV bliver således det første erhvervsakademi i landet, der modtager prisen to gange.

”Jeg tager imod prisen med ydmyghed, men også med kæmpe glæde. Det er helt vildt stort – jeg har faktisk ikke andre ord for det.”

Kim Duus Thøisen
Lektor

Lektor Kim Duus Thøisen fra Erhvervsakademi SydVest kan nu føje en national hæder til sit CV. Han er nemlig kåret som 2025-vinder af Undervisningsprisen, som Uddannelses- og Forskningsministeriet uddeler årligt til undervisere, der formår at inspirere og engagere deres studerende på helt særlige måder.

Kim underviser på Multimediedesigner og professionsbacheloren i Webudvikling på Campus Esbjerg. Kim er selv uddannet multimediedesigner og webudvikler fra EASV og har siden taget en master i IT. Han er vokset op i Rødekro, hvor han tog HTX i Aabenraa, har boet nogle år i Esbjerg og bor i dag i Jernved tæt på Ribe med sin familie.

Modtager 500.000 kr. 

Med prisen følger 500.000 kroner. Heraf går de 200.000 til underviseren som en personlig hæderspris, mens 300.0000 er øremærket til initiativer, der kan styrke undervisningsmiljøet og trivslen på institutionen.

At modtage prisen beskriver Kim som en overvældende oplevelse:

”Jeg tager imod prisen med ydmyghed, men også med kæmpe glæde. Det er helt vildt stort – jeg har faktisk ikke andre ord for det.”

— Vinder af Undervisningsprisen 2025: Kim D. Thøisen. (Video: Kristoffer Juel Poulsen)

Fra lokal hæder til national pris

Det var et flertal af EASV’s egne studerende og en lokal jury, der pegede på Kim Duus Thøisen som ’Årets Underviser på EASV’ – en titel, der automatisk gjorde ham til kandidat til den nationale undervisningspris.

Her fremhævede både studerende og dommere især hans evne til at skabe passion, bygge bro mellem teori og praksis og gøre undervisningen levende med cases, gæsteforelæsere og projekter fra erhvervslivet.

Som en af de studerende formulerede det:

“Han er som en schweizerkniv – kan lidt af det hele!”

Og som en anden argumenterede:

“Alle burde have en Kim som underviser!”

Rektor Henrik Larsen glæder sig over, at også den nationale jury pegede på Kim. Han siger:

”Kim er ikke kun en dygtig underviser, men også et fantastisk menneske, der bygger stærke relationer. Han fortjener prisen fuldt ud, og vi er stolte af, at EASV endnu en gang bliver anerkendt på nationalt plan.”

Ny uddannelse på EASV: Cybersikkerhed

Læs mere

Om Undervisningsprisen

Undervisningsprisen uddeles hvert år af Uddannelses- og Forskningsministeriet til syv undervisere fra landets videregående uddannelser. Undervisningsprisen 2025 overrækkes den 24. september ved en ceremoni i Operaens foyer i København, hvor årets i alt syv nationale undervisningspriser bliver uddelt af uddannelses- og forskningsminister Christina Egelund.

Se mere på Ufm.dk