Om os Nyheder
Nu skal studerende fra alle erhvervsakademier dyste i København

Hvem har haft årets bedste praktik?

19.05.2023

En vigtig del af uddannelserne på landets otte erhvervsakademier er mindst tre måneders praktik. I løbet af sidste halvår af 2022 og første halvår af 2023 blev der i alt gennemført 9.467 praktikforløb. Og nu er tiden kommet til at finde årets bedste praktik!

Hvem har haft den bedste praktik på landets erhvervsakademier? Den 23. maj afholdes landsfinalen for Årets Erhvervsakademipraktik 2023, hvor en jury og omkring 160 gæster vil finde svaret.

Årets priser 2023:

5.000 kr. – Publikumsprisen, sponsoreret af Teknisk Landsforbund

5.000 kr. – Juryens Specialpris, sponsoreret af Teknisk Landsforbund

10.000 kr. – Årets Erhvervsakademipraktik, sponsoreret af HK

Før finalen den 23. maj har hvert af de otte erhvervsakademier udvalgt deres egen finalist blandt de mange praktikophold (se EASV’s vinder her). Disse otte vindere vil mødes i finalen for at afgøre, hvem der har haft det bedste match mellem virksomhed og praktikant.

Både virksomheder og praktikanter vil blive fejret

Det er netop matchet mellem den studerende og virksomheden, der vil blive hyldet under finalen.

Erhvervsakademierne tilbyder nemlig korte videregående uddannelser på mellem 2 og 3,5 år, hvor de studerende kommer ud i tre måneders praktik. Virksomhederne påtager sig dermed en del af ansvaret for uddannelsen. Samtidig bringer praktikanten ny viden og perspektiver i spil i løbet af praktikperioden.

Årets Erhvervsakademipraktik handler om at hylde det bedste match. Derfor vil både praktikanter og repræsentanter fra vindervirksomhederne deltage i konkurrencen.

Under finalen vil den studerende skulle fortælle, hvorfor netop deres praktikophold fortjener at vinde en af de tre priser. Herefter vil en jury bestående af fem medlemmer og publikum afgøre, hvad der var det bedste match.

Juryen består af:

  • Rasmus Stoklund, Uddannelses- og forskningsordfører (S)
  • Jakob Brandt, administrerende direktør i SMVdanmark
  • Mads Samsing, forbundsnæstformand i HK Danmark
  • Knud Nørbo, HR-direktør i Jyske Bank
  • Johanne Gregersen, næstformand i bestyrelsen for Danske Erhvervsakademier og formand for bestyrelsen for Erhvervsakademi SydVest

Læs mere om de otte finalister nedenfor:

Finalisten fra Erhvervsakademi Sydvest

Finalisten fra Erhvervsakademi Aarhus

Finalisten fra IBA – Erhvervsakademi Kolding

Finalisten fra KEA – Københavns Erhvervsakademi

Finalisten fra Zealand Sjællands Erhvervsakademi

Finalisten fra Cphbusiness

Finalisten fra Erhvervsakademi Midtvest

Finalisten fra Erhvervsakademi Dania