Om os Nyheder
Simone vil gøre byggebranchen mere bæredygtig

Simone vil gøre byggebranchen mere bæredygtig

25.05.2023

Alle erhvervsakademistuderende kommer i praktik i løbet af deres uddannelse. Her fortæller Simone Pihl Eriksen mere om sit gode praktikophold hos Sweco Architects, hvor hun siden er blevet ansat som studentermedhjælper.

Simone Pihl Eriksen har sammen med sit praktiksted, Sweco Architects i Silkeborg, vundet Årets EASV-praktik 2023. Dermed kvalificerede hun sig til den landsdækkende konkurrence, der fandt sted den 23. maj i København, hvor hun leverede et inspirerende pitch på scenen om bæredygtighed. Selvom hun ikke vandt hovedprisen, så har hun fået meget mere ud af sit praktikophold, end hun umiddelbart havde regnet med.

Læs videre her, hvor Simone fortæller mere.

Vinderen af Årets EASV-praktik, Simone Pihl Eriksen, er ikke alene ved at færdiggøre sin uddannelse som bygningskonstruktør på EASV i Esbjerg. Hun er også på en mission. Står det til hende skal vi nemlig designe og bygge langt mere bæredygtigt i fremtiden, og den udvikling vil hun gerne være med til at præge.

– Byggeri handler om at gøre arkitektur til virkelighed, og det kan man hjælpe med som bygningskonstruktør. Den store udfordring er at tænke bæredygtighed ind i byggeprocessen helt fra begyndelsen, så det ikke bliver noget, der kan spares væk for at få budgetterne til at hænge sammen, mener Simone Pihl Eriksen.

Inspireret af alverdens arkitektur

Hun er inspireret af arkitektur og byggeri fra rejser til foreløbig 39 lande rundt i verden og drevet af drømmen om at være med til at skabe noget bæredygtigt og bestående. En bachelor i Kommunikation og Multimedia fra Aarhus Universitet har givet hende et godt udgangspunkt, men hun vil gerne være med til at skabe noget, som har en håndgribelig og betydelig bæredygtig effekt.

– Kommunikation er flygtigt. Byggeri holder i mange år, og det har en varig betydning for rigtig mange mennesker, konstaterer hun.

Simone Pihl Eriksen er i gang med sit afgangsprojekt som bygningskonstruktør på EASV. Hun kom ind på uddannelsen uden nogen håndværksmæssig erfaring, men det viste sig ikke at være nogen ulempe. Hos Sweco Architects i Silkeborg, hvor hun var i 20 ugers praktik, så de det ligefrem som en fordel.

– Det betød, at jeg kunne stille nogle andre spørgsmål end praktikanter med håndværkerbaggrund, og det satte de pris på. I stedet for håndværksmæssig erfaring kom jeg med en del erfaring omkring projekt- og procesledelse, som også viste sig at være rigtig nyttig i praktikken, fortæller hun.

– Kommunikation er flygtigt. Byggeri holder i mange år, og det har en varig betydning for rigtig mange mennesker.

Simone Pihl Eriksen
Bygningskonstruktørstuderende

Praktik med ansvar og opbakning

Praktikopholdet var så god en oplevelse, at Simone Pihl Eriksen indstillede Sweco Architects til Årets EASV-praktik 2023 – og vandt. Det skyldtes ikke mindst, at praktikken var meget grundigt planlagt, og at hun sammen med de øvrige praktikanter i virksomheden både fik et stort selvstændigt ansvar og god opbakning. I sin indstilling skriver hun blandt andet:

– Praktikanterne indgår i teams på lige fod med de ansatte og får selvstændige opgaver … Derudover samles praktikanterne særskilt fire gange i forløbet til en studietur, information om arbejdsmetoder, uddannelsesmuligheder internt i virksomheden og generel sparring med faglærte.

Simone Pihl Eriksen skriver også i indstillingen, at praktikopholdet hos Sweco Architects har været med til at udvikle hende både personligt og fagligt:

– Jeg er vokset med det ansvar, jeg har fået fagligt, og har lært utrolig meget i det praksisnære arbejde med projektstyring på tværs af lokationer og specialer, min kontakt med entreprenørerne og kommunikation omkring bæredygtighed med bygherrerne.

Vil arbejde for mere bæredygtigt byggeri

Og netop bæredygtighed er det, Simone Pihl Eriksen vil bruge sin uddannelse til at fremme i samarbejdet mellem de forskellige aktører i byggebranchen.

– Jeg synes generelt, vi kan blive bedre til at tage ansvar for det, vi bygger, og til at tænke bæredygtighed som et udgangspunkt, siger hun.

Sideløbende med sit afgangsprojekt er hun fortsat hos Sweco Architects som studentermedhjælper, og Simone Pihl Eriksen glæder sig til at bruge sin passion for bæredygtighed og byggeri til at gøre en forskel fremadrettet i byggebranchen.

– Jeg vil gerne være en del af noget, der bliver til virkelighed, og som giver mening. Det er det, der driver mig, siger hun.

OM PRAKTIK PÅ ET ERHVERVSAKADEMI
Praktik er obligatorisk på alle erhvervsakademiernes uddannelser. Og det er ikke ligegyldigt, hvilket praktiksted de studerende vælger, for praktikopholdet kan ende med at blive adgangsbilletten til det første job. Cirka hver fjerde af de ca. 9.500 praktikophold, der hvert år gennemføres på landets erhvervsakademier, fører til en fastansættelse, vurderer Danske Erhvervsakademier.

Læs om uddannelsen Bygningskonstruktør

KLIK HER